20 års jubilar fejret på Blue Hors

13-10-2017 17:55

Britt Carlsen

Midt i al travlheden med at afvikle championatsfinalerne på Blue Hors blev der taget tid til at fejre 20-års jubilar Lene Hansen med fælles morgenbord, mens dressurhestene dansede i den smukke opvisningshal

Copyright Ridehesten.com
20 års jubilar på Blue Hors, Lene Hansen.

I dag blev Lene Hansen fejret efter 20 år på Blue Hors. Hun startede sin karriere som dyreassistentelev og i dag er det Lene, som har kontakten til hoppeejerne og laver alt det administrative arbejde, som følger med en hingstestation i Blue Hors’ størrelse. Lene er uddannet inseminør, og hun er uddannet jordbrugsteknolog.
– Jeg har en alsidig hverdag og gode kolleger, i det hele taget er Blue Hors en god arbejdsplads, understreger 20-års jubilaren. Hun har gennem alle årerne arbejdet sammen med Susanne Møller, og hun har udelukkende roser til overs for Lene: Da Lene startede hos os kom hun med to brækkede arme, hun var blevet smidt af en unghingst, men hun mødte ind alligevel, indleder Susanne og hun fortsætter: Hun er en fantastisk pige, altid i godt humør. Hun har lastbilkørekort og har kørt Europa tynd med føl og heste. 
Det er tydeligt at mærke på Susanne, at Lene er en dejlig kollega, og Lene selv fortæller, at noget af det hun sætter aller mest pris på netop er sine gode kolleger på Blue Hors.

Hvor blev de 20 år af?
- De 20 år er bare gået hurtigt, indleder Lene, som er 39 år. Hun fortsætter: Der er flere end mig, som har været her i mange år, og jeg har så gode kolleger og et dejligt afvekslende arbejde. 
Som Lene fortæller er der virkelig sket store forandringer på Blue Hors i de 20 år hun har været ansat. Antallet af heste på stedet er fordoblet, og der er bygget om og til - en udvikling som hun syntes har været sjov at følge. 
Lene kom fra et job på et ponystutteri til Blue Hors, og den først hest hun skulle trække på fold var enorm, en unghingst, som var fyldt med energi og ballade. Der var Lene tæt på at give fortabt. Hun holdt ved, på mere end en måde, og det er hun glad for i dag. 
I starten arbejde hun i avlsstalden, og hun er også uddannet inseminør. - Jeg arbejde sammen med Esben (Møller red.) og det er ham, som har lært mig op. Han var virkelig god til at støtte mig og skubbe mig "ud over kanten". Men det var altid i orden at lave fejl, når man prøvede at gøre noget nyt. Det var jeg meget glad for, understreger Lene.

Såfremt man ringer til Blue Hors for at bestille sæd, er det sandsynligvis Lene man får i røret. Hun nyder at hjælpe alle hingstestationens gode kunder, nye som gamle. 

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen