Dufour tager kvantespring op ad verdensranglisten

02-03-2022 10:00

Trine Askjær-Jørgensen

Cathrine Dufour og Vamos Amigos rykker hele 122 pladser op ad FEI's verdensrangliste i dressur. Carina Cassøe Krüth og Nanna Skodborg Merrald rykker også tættere på toppen efter starterne ved World Cup-kvalifikationen i Neumünster

Copyright Ridehesten.com
Cathrine Dufour og Vamos Amigos. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det internationale rideforbund, FEI, har netop opdateret deres verdensrangliste i dressur, og her rykker både Cathrine Dufour, Carina Cassøe Krüth og Nanna Skodborg Merrald opad på listen efter deres flotte ridt ved den seneste World Cup-kvalifikation i Neumünster, Tyskland, den 19.-20. februar.

Med en tredje-, fjerde- og femteplads til henholdsvis Nanna Skodborg Merrald, Carina Cassøe Krüth og Cathrine Dufour i den korte Grand Prix på den 19. februar var de tre danske dressurdamer at finde lige efter tyske Jessica von Bredow-Werndl, der på TSF Dalera BB e. Easy Game/ Handryk som bekendt har vundet alt den seneste tid, og Isabell Werth på DSP Quantaz e. Quaterback/ Hohenstein 4, der indtog andenpladsen.

De to tyske ryttere må siges at være virkelig svære at slå, men på andendagen, da rytterne skulle ride Grand Prix kür, lykkedes det Cathrine Dufour at slå den ene af dem. Med et hamrendeflot kür-program red Cathrine Dufour sig på den 10-årige Vamos Amigos til 86,725%, hvilket var personlig rekord og nok til at indtage andenpladsen lige efter verdensranglistens nr. 1 Jessica von Bredow-Werndl.

Nanna Skodborg Merrald og Carina Cassøe Krüth red sig også til imponerende procenter, som altså gjorde, at en af verdens mest vindende dressurryttere, Isabell Werth, måtte tage til takke med en femteplads på DSP Quantaz, efter de tre danske ryttere, som i küren indtog anden-, tredje- og fjerdepladsen.

Det er disse superflotte resultater, der nu gør, at rytterne med deres heste rykker yderligere op af verdensranglisten.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Cathrine Dufour og Vamos Amigos e. Vitalis/ Blue Hors Hotline rykker intet mindre end 122 pladser op ad listen, så de nu er at finde på en 25. plads.

Nanna Skodborg Merrald og Atterupgaards Orthilia e. Gribaldi/ Donnerschlag (opdr. Atterupgaard) rykker fra en 23. og op til en 18. plads.

Carina Cassøe Krüth og Heiline's Danciera e. Fürstenball/ De Niro (opdr. Stald Heiline) rykker fra sjette- til femtepladsen, så de nu er den andenbedste danske ekvipage på verdensranglisten.

FEI's verdenrangliste i dressur.

Fakta
Danskere i top-50 på verdensranglisten i dressur

3: Cathrine Dufour og Bohemian e. Bordeaux/ Samarant

5: Carina Cassøe Krüth og Heiline's Danciera e. Fürstenball/ De Niro (opdr. Stald Heiline)

18: Nanna Skodborg Merrald og Atterupgaards Orthilia e. Gribaldi/ Donnerschlag (opdr. Atterupgaard)

22: Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Zack e. Rousseau/ Jazz 

25: Cathrine Dufour og Vamos Amigos e. Vitalis/ Blue Hors Hotline

29: Daniel Bachmann Andersen og Marshall-Bell e. Blue Hors Don Romantic/ Michellino (opdr. Tina Christoffersen og Nicolai Jepsen)

43: Charlotte Heering og Bufranco e. Negro/ Zevenster

49: Anna Kasprzak og Rock Star 13 e. Rockwell/ Weinberg

Fold up
Thomas Bach Jensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Thomas Bach Jensen