Årets Springbetonede Hoppe købt på Elitefølauktionen

27-08-2017 17:51
Avl

Årets Springbetonede Hoppe 2017 og med opdrættermedalje i guld blev Birkegårdens Conchita, der for tre år siden blev indkøbt på Elitefølauktionen for blot 40.000 kr.

Copyright Ridehesten.com

Springhesteavler fra Dansk Varmblods region 7, Heidi Rasmussen, Jerslev J., har et sjældent god avlshoppe i Birkegårdens Celina. Hun er nemlig mor til fem kårede hopper, der alle er udmærket med opdrættermedalje - to i bronze og nu hele tre i guld! Hun er mor til Årets Springbetonede Hoppe 2009 Birkegårdens Chakira og Årets Springbetonede Hingsteføl i 2015 Birkegårdens Malibou.

Fra i dag er hun også mor til Årets Springbetonede Hoppe 2017, Kat.nr. 4 Birkegårdens Conchita e. Cavall Ask/ Calato, som opdrætter Heidi Rasmussen for tre år siden solgte på Elitefølauktionen for 40.000 kr. I dag er hoppen ejet af Camilla Qvistgaard og Janus Haubroe, og den har et afprøvningsresultat på 905 med bl.a. karakteren 9,5 for ridelighed og galop.

Copyright Ridehesten.com

Birkegårdens Conchita har her på Dansk Varmblods Equsana Eliteskue fremvist sig som en springhoppe i særklasse, og hun blev eneste springbetonede tildelt opdrættermedalje i guld. Dommerne betegnede hoppen som gudesmuk, passende ædel, vellinjeret, udtryksfuld og funktiontional med en smidig overlinje, en fremragende galop, og så springer smidigt og kraftfuldt med stor overbliv og forstår virkeligt at rationalisere sine kræfterne. Dommerne belønnede den dejlige hoppe med 9/9 for springning og med karakteren 10 bl.a. for rammer.

Udover denne guldmedaljehoppr talte den springbetonede afdeling fem sølvmedaljehopper og ni bronzemedaljehopper. Man kan læse meget mere om Dansk Varmblods Equsana Eliteskue i det kommende nummer af magasinet Ridehesten.

Se herunder videointerview med ejeren. 

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen