DV-heste med succes i USA

07-03-2023 15:11

Trine Askjær-Jørgensen

Det er ingen hemmelighed, at dansk varmblodsheste er populære i udlandet, særligt i dressursporten. Senest gjorde to af dem sig bemærket i den forgangne weekend med flotte resultater på de amerikanske stævnebaner

Copyright Ridehesten.com
Katholt's Bossco og Maria Anita Andersen til UVM i Verden. Foto: Ridehesten.com/Thomas Bach Jensen

Det kan ikke længere være en overraskelse for nogen, at Dansk Varmblod hører til blandt de bedste dressurhesteavlsforbund i verden. Ved eksempelvis UVM i dressur er DV langt fra det største avlsforbund – volumenmæssigt – men alligevel ligger de danske heste helt i top af resultaterne.

Det er dog så absolut ikke kun i unghesteregi, at de danske heste gør det godt, for også senere i livet beviser de deres værd på stævnebaner rundt omkring i verden. I USA gjorde to dansk varmblodsheste sig særligt bemærket i weekenden.

Ikke den oplagte Grand Prix-hest
Med en personlig rekord på 70,66% vandt den 26-årige amerikaner Codi Harrison i lørdags den 3-stjernede Grand Prix Special og tog dermed sin første sejr i stor tur. Det gjorde hun i forbindelse med Global Dressage Festival i Wellington, Florida, og på en dansk hest, nemlig Katholt's Bossco e. Blue Hors Don Schufro/ Michellino (opdr. Finn Kristensen).

Den røde dansk varmblodsvallak er født i 2007. Hans karriere startede allerede tidligt, idet han gik følchampionat på Blue Hors som helt lille. Et par år senere stillede han til forbesigtigelse og blev efterfølgende fremstillet til hingstekåring i Herning som 3-års i 2010 – på et tidspunkt herefter blev han kastreret.

Bossco gik som 4-års både Dansk Ride Forbunds unghestechampionat inkl. mellemrunden samt egnethedstest under den daværende Blue Hors-rytter Maria Anita Andersen, og her kvalificerede han sig til Dansk Varmblods Unghestechampionat i Herning, hvor han i marts 2012 var til start.

Som 5-års deltog Bossco, stadig med Maria i sadlen, i UVM-udtagelsen i Middelfart samt gik DRF's unghestechampionat, hvilket han gjorde igen som 6-års. I 2013 blev det tilmed til deltagelse i World Breeding Federation for Sport Horses VM for unge dressurheste i Verden, hvor Bossco og Maria repræsenterede Dansk Varmblod og de rød-hvide farver.

Efter hele "unghesteturen" har Bossco udover Maria Anita Andersen også været til start under en anden tidligere Blue Hors-rytter, nemlig berider Allan Grøn. Med de to ryttere har han på dansk jord gået op til MA/Prix Sct. Georges, inden han blev solgt til ungrytter Codi Harrison i USA.

Ifølge Codi kæmpede parret sig igennem ungrytterklasserne, og hun havde aldrig troet, at han ville komme til at gå Grand Prix, men en skønne dag lykkedes det. Harrison har selv uddannet DV-vallakken fra ungrytter- og til dressurens sværeste niveau.

– Piaffe og passage er virkelig blevet hans højdepunkt, fortalte Codi Harrison i weekenden til EuroDressage, og hun tilskriver meget af den 16-årige vallaks succes til hans meget varierede træningsrutine. Bossco går selvfølgelig på fold hver dag, men derudover er en del af hans faste rutine også at blive redet lidt over små spring og på tur, så det hele ikke bare er dressurtræning.

Hvad fremtiden bringer, må tiden vise, men foreløbigt er det planen, at makkerparret rider tre stævner mere i forbindelse med Global Dressage Festival. Codi vil gerne ride en kür mere, og så se hvor det fører dem hen ad.

I opslaget her ses Codi og Bossco sammen:

 

Forrygende comeback efter et år
En anden dansk varmblodshest, der også går med stor succes i USA, er Zeaball Diawind e. Fürstenball/ Zardin Firfod (opdr. Peter Schrøder og Bettina Qvist).

Den mørkebrune DV-vallak er født i 2012 og startede som 4-års Dansk Ride Forbunds ungehestechampionat i dressur. Som 5- og 6-års gik han også en kvalifikationsrunde til championatet, men gik ikke videre. 

Senere har han startet en del LA-dressurklasser, først under Julie Lindgren-Christensen og derefter Karoline Louise Skøt, som i 2018 startede ham i tre MB0'er med top-3-placering og flotte procenter alle gange.

I 2019 blev Zeaball i en alder af syv år solgt til USA, hvor han siden da har haft enorm succes under den amerikanske ungrytter Christian Simonson, der på trods af sit danskprægede navn er indfødt californier. Blandt andet red de sig i august 2021 til tre gange guld i det nordamerikanske mesterskab for ungryttere: En holdguldmedalje og to individuelle guldmedaljer, hvor de i küren også satte en procentmæssig rekord for det nordamerikanske kontinent.

I december 2021 vandt de igen alle tre ungrytterklasser – hold og to individuelle – denne gang i Ocala, Florida. Herefter var de i februar og marts 2022 til start i en god håndfuld Prix Sct. Georges og Intermediaire I-klasser med sejr til følge i næsten alle af dem.

Siden da har makkerparret ikke været at se på stævnebanerne. Ifølge EuroDressage blev det egentlig meldt ud, at de holdte stævnepause for at blive klar til U25-niveauet, men i den forgangne weekend gjorde de så comeback på lilleturniveau. I vallakkens første CDI-start i 12 måneder blev det til en sejr i Prix Sct. Georges med 72,5% og en andenplads i Intermediaire I med 71%.

Udover Zeaball har Christian flere danske heste i stalden, blandt andet Son of a Lady (S.O.A.L.) e. Soreldo/ Welt Hit II (opdr. Trine og Allan Severinsen) med hvem han også har haft stor succes den seneste tid.

I opslaget her ses Christian og Zeaball ovenpå weekendens bedrifter:

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen