Annika Knudsen Lorentsen
Danske Zascha Nygaard Lill har et særdeles succesfuldt stævne på Sentower Park i belgiske Opglabbeek, hvor hun nu to gange er placeret i toppen af 150 cm-klasser.
I går sikrede hun sig en sejr med Com'On Stanley e. Stakkato/Calido I, og i dag var hun til start i 150 cm-klassen med den 10-årige Charino PS e. Chacco-Blue/Norit Larino.
Sammen leverede de fejlfrie ridt i både hovedrunde og omspringning, og deres tid sikrede dem en flot femteplads ud af 60 ekvipager.
Klassen blev vundet af græske Ioli Mytilineou, som red i tiden 35,32 sekunder i omspringningen. Til sammenligning var Zaschas tid 38,36 sekunder.
En anden dansker blev også placeret i klassen. Her var det Jennifer Pedersen, der med én tidsfejl i sadlen på Catdaddy e. Cascadello/Quidam de Revel opnåede dagens 10. plads.