FEI's nye blodregler: Irsk rytter har fået karantæne

21-10-2026 14:14

Annika Knudsen Lorentsen

Den irske springrytter Max Wachman er blevet suspenderet fra internationale konkurrencer i en måned og har fået en bøde på 1.000 schweizerfranc. Sanktionen følger efter to såkaldte Jumping Recorded Warnings inden for 12 måneder – en regel, der er trådt i kraft under FEI's nye springreglement i 2026

Copyright Ridehesten.com
Arkivfoto. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

Den 23-årige irer modtog sin første advarsel ved et CSI4*-stævne i Ocala i USA i januar. Den anden kom søndag den 18. oktober ved et CSI3*-stævne i Oliva Nova i Spanien.

Dermed udløses den automatiske sanktion, som følger af FEI's regler, når en rytter modtager to sådanne advarsler inden for en periode på 12 måneder. Det skriver World of Showjumping.

Wachmans suspension trådte i kraft den 19. oktober og løber frem til og med den 18. november 2026. Han kan derfor først vende tilbage til international konkurrence fra den 19. november.

Nye regler om blod på heste
Sagen skal ses i lyset af en ændring i FEI's springreglement, som trådte i kraft den 1. januar 2026. Reglerne skal blandt andet sikre en konsekvent håndtering af tilfælde, hvor der konstateres blod på en hest under konkurrencer.

Ifølge reglementets artikel 259 kan mindre mængder blod, som ikke vurderes at have naturlige årsager, medføre en Jumping Recorded Warning. Det gælder blod, der relaterer sig til udstyr eller rytterens hjælpere. Blod, som vurderes at skyldes naturlige årsager – eksempelvis et mindre bid i tungen eller læben – behandles særskilt efter reglementet.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Den første og anden overtrædelse medfører hver en registreret advarsel. Modtager den ansvarlige rytter to eller flere advarsler inden for 12 måneder, følger der automatisk en bøde på 1.000 schweizerfranc og en måneds suspension.

Hvis der derimod konstateres blod, som officials vurderer ikke at være af mindre omfang, kan det medføre eliminering eller diskvalifikation og eventuelt yderligere disciplinære sanktioner.

En automatisk konsekvens
Bestemmelsen blev vedtaget som led i revisionen af FEI's springregler på organisationens generalforsamling i 2025 og trådte i kraft ved årsskiftet.

Ifølge World of Showjumping har 19 ryttere i løbet af 2026 pådraget sig en suspension efter at have modtaget to Jumping Recorded Warnings.

Max Wachman har ikke kommenteret på sagen. 

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen