Feline Ask – en helt særlig avlshoppe

06-09-2026 18:00
Avl

Feline Ask er bevis på, at trods et stangmål på 162 cm, er hun en gigant – international sportshest og mor til en perlerække betydelige afkom

Copyright Ridehesten.com
Det var Kaj Rosenlund, som modtog den flotte pris på vegne af Stutteri Ask, da Feline Ask blev hædre med Landos Vandrestatuette som her væres af Bo K Møller i selskab med DV's forman Mogens Pedersen. Foto: Ridehesten.com/Aviaja Vindum Hansen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Årets Ældre Springbetonede Avlshoppe 2026 og dermed modtager af Landos Vandrestatuette er Feline Ask. Hun er avlet af Stutteri Ask. Feline Ask var efter Carthago/Voltaire og ud af Florence Ask – en mor, der selv sprang 160 centimeter. Feline Ask målte ved kåringen beskedne 162 centimeter, men hun viste hurtigt, at størrelse ikke er det samme som format. Med Søren Møller Rhode i sadlen blev hun en succesfuld sportshest. Hun var placeret ved Dansk Ride Forbunds championatsfinaler, deltog ved UVM på Zangersheide som 7-års og konkurrerede siden op til 160 centimeter både nationalt og internationalt.

 Men det er som avlshoppe, at Feline Ask for alvor har sat sit aftryk. Hun har i alt registreret 16 afkom, og blandt dem er adskillige markante sports- og avlsheste – og ikke mindst flere bemærkelsesværdige døtre som blandt andre tæller: Fiona Ask e. Ci Ci Senjor Ask, der vandt DM for seniorryttere i 2023, Fendi Ask e. Favorit Ask, sølvmedaljehoppe, vinder af Unghestechampionatet i Herning, vinder af championatsfinalerne som både 4-, 5- og 6-års og placeret som nr. 5 i finalen ved UVM og Fiorina Ask e. Dominator Z, vinder af finalen i Falsterbo som både 6- og 7-års.

 Feline Asks betydning stopper endda ikke ved hendes egne afkom. Blandt børnebørnene finder vi kårede hingste, unghestechampionatsvindere og UVM-finalister. Gennem mere end to årtier har Feline Ask sat et markant aftryk på sporten, på avlen og på de generationer, der kommer efter hende.

Stort tillykke til Feline Ask – Årets Ældre Springbetonede Avlshoppe 2026.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Landos vandrestatuette gives til Årets Ældre Springavlshoppe. Prisen er navngivet efter den betydelig DV-avlshingst Lando DH 430 e. Lancier/Raimondo opdrættet af Henning Staun, der vandt sølv ved OL i Sidney med hollandske Albert Voorn i sadlen. Hingsten er efter pensionering fra sporten indsat i avlen i Frankrig.

Prisen tilfalder opdrætteren af en avlshoppe, hvis afkom har gjort sig særligt bemærket i sporten, avlen eller begge dele – og årets modtager er i allerhøjeste grad en hoppe, der har gjort begge dele. 
 Som en del af Avlsplan 2030 er det Dansk Varmblods ønske at sætte mere fokus på de mange dygtige avlere og de særdeles gode avlshopper. Alle kan få adgang til tophingste, men at have en avlshoppe, som producerer afkom af en helt særlig kvalitet, det er langt vanskeligere at få adgang til. Bag disse topydende avlshopper ligger et stort, gennemtænkt avlsarbejde. Derfor hædrer forbundet hvert år en springavler med den smukke vandrestatuette, som i lighed med Matinés Vandrestatuette er en miniaturekopi af den store statue, som står placeret på græsplænen foran Vilhelmsborgs hovedbygning.

Tidligere modtagere af den prestigefyldte Lando Vandrestatuette er:

2025: CALEESI LOX ESRDH e. Ci Ci Senjor Ask/Quinton. Opdrættet af Stutteri Lox v. Joan Arler & Peter Børsen.
2024: KLIO ERDH e. Pablo/Kronenkranich XX. Opdrættet af Ole Christensen.
2023: CHANIA EDS e. Corrado/Lagano. Opdrættet af Henrik Hansen.
2022: HENNA ASK ERDS e. Kennan/Freibeuter. Opdrættet af Stutteri Ask A/S.
2021: DIANA ESRDH e. Diamant De Semilly/Quidam De Revel. Opdrættet af Carsten Carstensen.

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner