Gratis adgang til dyrlæge i vinter

06-12-2022 12:17

Charlotte Skousen

Appen Equiloco har mange features. Du kan genoptræne dine hest med en nøje tilpasset plan eller få e-konsultationer hos landets dygtigste hestedyrlæger

Denne vinter er e-konsultationerne gratis hos de tilknyttede dyrlægeklinikker. Equiloco-appen dækker hele landet og har også den største hestetandlægeklinik med i samarbejdet.

Når du har downloadet den gratis app Equiloco, kan du gå ind og vælge, hvilken dyrlægeklinik du vil have kontakt til. Så er du klar til at kontakte dyrlægen, hvis du har brug for det.

– Henvendelserne besvares en gang dagligt af en dygtig hestedyrlæge i den anden ende, fortæller Karsten Key, som har udviklet Equiloco-appen og selv besvarer henvendelser for iKeyVet.

Via appen kan du kommunikere direkte til dyrlægeklinikken og også sende billeder og film til dyrlægen. Hele kommunikationen gemmes, så dyrlægen for eksempel kan sammenligne udviklingen af en halthed over tid.

Copyright Ridehesten.com
Karsten Key fra iKeyVet står bag appen Equiloco.

Karsten Key ser denne app som ekstra kundepleje for klinikkernes eksisterende kunder, men alle hesteejere, som ønsker gratis råd og vejledning i forhold til deres heste, er meget velkomne.

– Vi kan allerede se, at appen kan spare nogle dyrlægebesøg, og i andre tilfælde er vi dyrlæger bare bedre forberedt ved en senere almindelig, fysisk konsultation, siger Karsten Key og understreger, at Equiloco-appen ikke kan løse akutte problemer. Her må hesteejerne ringe som sædvanligt. For det er naturligvis ikke alle spørgsmål og skader, som er velegnede til E-konsultation.

– Men e-konsultationerne vil kunne berolige mange hesteejere og spare dem for nogle penge denne vinter, hvor alt andet bliver dyrere, mener Karsten Key.

Fakta
Om Equiloco-appen

Equiloco er udviklet af Karsten Key fra iKeyVet. Equiloco-appen forbinder dig som hesteejer med hesteeksperter, som kan hjælpe dig og din hest med e-konsultationer hos dyrlæger og genoptræning af din hest.

En tilpasset genoptræningsplan består af 400 øvelser fra de første gåture med din hest, til den er færdig genoptrænet.

Du kan også hente almindelige træningsplaner fra topryttere som Cathrine Laudrup-Dufour, Linnea Ericsson-Carey, Daniel Bachmann Andersen og Mia Hastrup. På den måde kan du blive vejledt af topryttere, mens du rider.

Der er også en sikkerhedsfunktion perfekt til skovture, hvor SOS-kontakter kan lokalisere rytteren, hvis der skulle ske et uheld. Appen er gratis.

Fold up

Målrettet genoptræning med app
En af grundene til at Equiloco-appen blev udviklet er, at Karsten Key kunne se, at hestedyrlæger og hesteejere manglede et værktøj til genoptræning af hestene efter endt behandling.

Karsten Key fortæller, at dyrlæger altid har sendt kunden hjem med en tilpasset genoptræningsplan, men at det er svært at lave en varieret træningsplan beskrevet på et enkelt stykke papir, derfor har sådan en plan haft fokus på selve skaden.

– Men så er vores erfaring, at ejeren bagefter står med en hest, som har mistet en masse muskulatur og smidighed, hvilket gør den mere sårbar i forhold til at pådrage sig nye skader, fortæller Karsten

Karsten Key er meget inspireret af, hvordan netop elitesportsudøvere genoptræner efter skader i dag, og her står det klart, at der skal lægges vægt på træning af hele kroppen, ikke bare det skadede sted da alle led og muskler skal styrkes.

Heldigvis er værktøjet blevet taget rigtig godt imod: – Kunderne er virkelig positive. Især den yngre generation er meget glade for appen. Tilbagemeldingen er, at de føler sig mere trygge med en meget detaljeret plan, og at de mærker, at det giver bedre mening at få så meget variation ind i deres genoptræning, og de føler, at vi er med dem hele vejen, da vi let kan kommunikere sammen på appen.

Karsten Key fortæller, at alle hestedyrlæger jo brænder for deres fag, og de synes, det er vigtigt, at genoptræningen af hesten udvikler sig lige så meget som selve hestesporten. En rigtig genoptræning er essentiel i forhold til, at hesten ikke får en ny skade.

– Jeg vil gå så langt som at sige, at vi nærmest håber, at appen vil medvirke til, at vi som dyrlæger i fremtiden får mindre at lave på den front, smiler Karsten Key.

Det har taget Karsten Key og teamet af dyrlæger fire år at udvikle og finpudse appen. Derfor håber de selvfølgelig, at den bliver en succes.

I december, januar og februar er e-konsultationerne gratis.

Fakta
Disse hesteklinikker er tilknyttet Equiloco

Højgård Hesteklinik, Aarhus

Højgård Hesteklinik, Aalborg

Højgård Hestepraksis, Mors

Dyrlægerne Nørhald, Kronjylland

Højgård Hestehospital, Fyn

Hestedoktoren, Sjælland

Hestetandklinikken, Sjælland

Hestetandklinikken, Fyn

iKeyVet, Nordsjælland

Fold up
Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen