Georgia Timmermann
Gæsterne strømmer ind til Roskilde Dyrskue. Om det er for at se kaninhop, overvære hestebedømmelser, opleve det store hesteshow, kigge på maskiner, besøge tivoliet, se de flotteste køer, klappe jydehingsten eller opleve springning, så kommer de alle for én ting: Oplevelser. Det er netop, hvad Roskilde Dyrskue kan tilbyde – også her søndag, hvor dyrskuet afvikler sin sidste dag efter lørdagens rekordstore besøgstal på 59.851 gæster.
Ridehesten fulgte hele lørdagen på Roskilde Dyrskue, hvor især hestene var et stort trækplaster. Der blev lagt vægt på seriøse forberedelser fra udstillerne og flotte præstationer fra de mange forskellige hesteracer, som findes indenfor avlen.
Et sjovt indslag var, at tinkerracen i alle lørdagens bedømmelser blev kåret som publikumsfavorit. Det fik speakeren til humoristisk at bemærke, at der måtte være usædvanligt mange tinkerfolk blandt publikum med mobiltelefonerne fremme.
Bedste følhoppe blev jyden Athena, med katalognummer 1575, præsenteret af Erling Olsen, Præstø. Se dommerne i videoen nedenfor give hoppen dens flotte karakter. Resultaterne kan ses her.
Der var også masser af viden at hente i Ring 4H ved rideudstyrsforretningerne, hvor samlinger af forskellige racer blev fremvist. Den mangeårige dommer til dyrskuet Flemming Strange-Hansen fortalte med stor indsigt om de forskellige racer og de samlinger, som ofte blev præsenteret med tre eller fire afkom ad gangen. Han forklarede, at det er et kæmpe arbejde at avle disse samlinger og især at vise dem frem i ringen på Roskilde Dyrskue.
– Der ligger meget arbejde bag, fortalte Flemming Strange-Hansen i mikrofonen.
Vinderen af samlingskonkurrencen blev den islandske samling præsenteret fra hingsten Ari Ousbjerggård med katalognummer 1655, præsenteret af Britt Raabymagle, Vig. Samlingen bestod af afkom i form af fem hopper og tre vallakker. Hør Flemming Strange-Hansen fortælle mere i videoen nedenfor:
I Goldklassen, som er klassen for hopper på fire år og derover, vandt den velproportionerede belgierhoppe Mary af Vollerupgaard, præsenteret af Lene Damtoft Bonde, Jerslev Sjælland, med 196 point. På andenpladsen med 192 point kom frederiksborghoppen Ticka Fuglebjerg, katalognummer 1507, efterfulgt af fjordhesten Ågerupgårds Lady, katalognummer 1615, med 188 point.
På Roskilde Dyrskue glemmer du mobiltelefonen et øjeblik, når du ser dine børn rode i halm, klappe et får, køre traktor på traktorbanen eller hoppe i hoppeborgen. Roskilde Dyrskue er et sanseland, hvor du kan smage, lugte, røre og opleve alt det, som mobiltelefonen kun kan vise dig på en skærm.
Roskilde Dyrskue har allerede åbnet dørene til sidstedagen. Efter lørdagens rekordbesøg på 59.851 gæster er der lagt op til endnu en dag fyldt med oplevelser for hele familien. Se programmet her.