Hubertusjagten – et prægtigt skue

22-10-2026 14:02
Avl

Hubertusjagten er en tradition, der har prydet den smukke efterårsskov i Jægersborg Dyrehave gennem 120 år, og nu står den igen for døren

Nyheden fortsætter efter annoncen

Hubertusjagten, der hvert år arrangeres af Sportsrideklubbens jagtledelse, afholdes hvert år den første søndag i november i Dyrehaven nord for København, og sådan har det været siden 1905 dog med enkelte undtagelser under 2. verdenskrig og i 2020 pga. Corona. 

Hubertusjagten er en symbolsk videreførelse af de gamle parforcejagter, som Dyrehaven oprindeligt er anlagt til. Det enestående stjerneformede stisystem blev anlagt i 1680’erne af Christian V med det formål, at kongen kunne have udsyn over vildt, hunde og jægere i forbindelse med parforcejagter. Her lod man hunde støve ræven op, og feltet fulgte hunde og ræv.

Ovenstående historie er den direkte anledning til, at Dyrehaven i 2015 er optaget på UNESCOs liste over verdensarv. Og at UNESCOS sidste år turnerede med en særlig udstilling, der bl.a. fortalte om Hubertusjagtens symbolske videreførelse af den gamle parforcejagt og dens betydning for Danmarkshistorien.

I dag er der ingen jagthunde, og ræven er erstattet af ”forlorne” ræve i form af to erfarne ryttere, som rider forrest med rævehaler på deres røde ridejakker. Tempo m.m. styres af feltets master, som rider med høj hat. Bagest rider bagmaster, som sørger for, at alle er med, og hjælper dem, der evt. skulle have problemer.

Hubertusjagten finder næste gang sted søndag den 1. november 2026 med deltagelse af ca. 80 ryttere og markerer samtidig afslutningen på jagtsæsonen.

Inden jagten starter kl. 10.00, mødes rytterne ca. kl. 9.30 ved Peter Lieps hus, hvor May-Britt Kattrup fra hesteryg vil fortælle om dagens Hubertusjagt, dens historie og traditioner.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Hubertusjagten har udviklet sig til en tradition for de op mod 40.000 tilskuere, som møder op og følger rytternes tur over stok og sten. Trækplastre er især udspringet i Magasindammen og opløbet, som har mål ved det historiske Eremitageslot.

Under hele jagten speaker Stine Winther Mygind og Peter Gilsfort fra Eremitageslottet, så tilskuerne kan følge med i feltets færden og samtidig blive beriget med lidt historie om Dyrehaven og jagtridning.

Jagten er ca. 10 km lang med 32 forhindringer fordelt over to etaper. Undervejs skal rytterne igennem Ulvedalene samt have et udspring ved Sandskredet, der ligger på den lige vej mellem Eremitageslottet og Peter Lieps hus. Ikke alene giver det et sus i rytterne, men publikum mærker også suset.

Fakta
Program

Kl. 10.00 1. etape starter ved Peter Lieps Hus
Kl. 11.00 Pause ved Eremitageslottet
Kl. 11.15 2. etape starter ved Eremitageslottet
Kl. 11.40 Magasindammen (punkt 29 på oversigtskortet)
Kl. 11.50 Hubertusjagten er slut
Kl. 12.15 Hesteopløbet
Kl. 12.20 Ponyopløbet
Kl. 12.30 Præmieoverrækkelse ved Eremitageslottet

Fold up

Ca. kl. 11.40 er Hubertusjagtens Waterloo, når rytterne skal igennem magasindammen. Kort efter rider de ca. 30 rytter, som er kvalificerede til opløbet, mod Hjortekær for at ride om kap op mod Eremitageslottet.

Vinderen modtager H.M. Dronning Marys ærespræmie, som vil blive overrakt ved Eremitageslottet. Desuden hædres vinderen under traditionelle ceremonier til Hubertusballet søndag aften på den Kongelige Skydebane Sølyst i Klampenborg.

Læs også

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen