Thomas Bach Jensen
I finalen for 7-års heste i DRF's championat for unge dressurheste var dommertrioen i en velbesøgt Jyske Bank Boxen Lene Ejby Chistiansen, Kurt Christensen og Martin Korsbæk, hvor sidstnævnte leverede dommerkommentarerne til hver enkelt rytter efter deres ridt.
Vinderen af den indledende 7-års klasse i torsdags var ingen ringere end DV-guldmedaljehoppen og den dobbelte UVM-medaljevinder Brandtbjergs Divya e. Hesselhøj Donkey Boy/Blue Hors Don Olymbrio (opdr. Brandtbjerggaard v/fam. Buhl), der blev smukt redet af blot 20-årige Theresa Rosenkilde, og den bedrift gentog ekvipagen i dag - ganske ubesværet.
Igen leverede parret et ridt uden svagheder og i den grad en fin demonstration af hoppens enorme kapacitet og både evne og vilje til at yde for sin rytter. De første ord fra Martin Korsbæk til Theresa Rosenkilde lød: – Det er ikke sikkert, jeg kunne gøre det lige så godt, men jeg kunne godt tænke mig at bytte plads med dig lige nu. Meget, meget flot præstation.
– En rentaktet trav med dejlig skulderfrihed, flot over ryggen, 9,2. Skridten er flot over ryggen, igennem kroppen, viser flot både fri og samlet med god, stor overtrædning, 9,9. Galoppen er dejlig gennemsprunget, stor rummelighed, laver nogle vildt flotte piruetter, flot samling, flotte og meget sikre changementer, 9.0. Du har præsenteret hesten rigtig flot, 9,0 for ridelighed, og vi giver 9,2 for kapacitet. Meget flot og meget yndigt, derfor 9,5 for harmoni, sluttede dommerkommenteringen, inden publikum brød ud i jubel og klapsalve.
Avlshingsten One to Remember e. Secret/ Vivaldi indtog med lige så stor sikkerhed andenpladsen under Helgstrand-rytteren Eric Guardia Martinez, der har været hingstens faste rytter fra 4-års alderen.
– Rummelig, kraftfuld trav med en masse power og energi, 9,2. Skridten er rummelig ,taktfast med en dejlig grundenergi, og den er dejlig afslappet, vi kunne godt ønske os, at den rakte sig roligere frem mod hånden, 8,7. Galoppen er kraftfuld, flotte changementer, mister lidt af balancen i samlingen i dag og kommer ind imellem til at se lidt besværet ud, 9,3. vi trækker lidt i ridelighed, fordi der var lidt med kontakten, og den gik lidt med åben mund, 8,4. Vi tror på hesten, som grundlæggende har en masse power, så vi giver den 9,5 for kapacitet, og så giver vi 8,4 i harmoni, lød dommernes vurdering.
Marianne Helgstrand og den tyske Valerio e. Vitalis/ Belissimo M sørgede for, at top-3 i finalen blev nøjagtig den samme som i den indledende klasse. Efter ridtet lød det fra dommerne:
– En energisk, kraftfuld trav, virkelig flotte øgninger, putter sig en lille smule, hvilket kan have noget med styrke at gøre, 9,0. Skridten er rentaktet, men vi savner lidt, at den tør at række sig mere frem i den fri skridt, til gengæld fik du vist en rigtig flot samlet skridt og flotte piruetter, så det tæller til plussiden, vi har givet 8,2. Galoppen er rentaktet, let og dejlig aktiv, vi kunne ønske os lidt mere rummelighed, og at den kunne række sig lidt mere ud i galoppen, men flotte, flotte piruetter og changementer, 8,7. En flot præsentation, men vi ønsker hesten længere fremme med næsen, 8,5. Kapacitet 8,7 og harmoni 8,5.
Med karakteren 8,5 for både kapacitet og harmoni kunne Ditte Mikkelsen ride sin hjemmeavlede DM Dreamcatcher e. Don Martillo/ Londonderry ind på fjerdepladsen.
Finalens femteplads gik til den tidligere UVM-deltager Quater Son e. Quaterhit/ Totilas (opdr. Dorthe Gravgaard) redet af berider Michael Søgaard til karakteren 8,5 for galop og 8,4 for trav.
Sidste års vinder af finalen for 6-års heste besatte i år sjettepladsen, nemlig den tyskfødte vallak Farringhton e. Fürst Samarant/ Rheinklang med den danske landsholdsrytter Daniel Bachmann Andersen i sadlen.
Stævnets start- og resultatlister.