Kenneth Damgaard ny landstræner

01-12-2023 16:33

Dansk Ride Forbund har i eftermiddag afsløret, at berider Kenneth Damgaard bliver ny landstræner for de unge dressurryttere i kategorierne junior, youngrider og U25

Copyright Ridehesten.com
Kennet Damgaard og UNO Day Sun ved landsstævnet på Vilhelmsborg i 2023. Foto: Ridehesten.com/Juliemaja Søndergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

Kenneth Damgaard er uddannet eksamineret berider i 2014 ved Viborg Rideklub. Han har siden arbejdet hos både Blue Hors og Helgstrand Dressage, inden han valgte at slå sig ned som selvstændig.

Således har han stor erfaring med undervisning på alle niveauer, og igennem sin egen erfaring fra international stævnedeltagelse er han yderligere rustet til at støtte og styrke de danske ryttere i deres virke som en del af elitesporten.

I arbejdet som træner har Kenneth i løbet af særligt de seneste fire år været med til mange nationale og internationale stævner som træner for en del af rytterne i og omkring bruttotrupperne. Kenneth har sans for detaljer og fokuserer på at give tid til både hest og rytter for at sikre den bedst mulige uddannelse.

I år 2023 har Kenneth blandt andet repræsenteret Danmark ved de individuelle nordiske mesterskaber i dressur for seniorryttere i Drammen, Norge, hvor det blev til en individuel sølvmedalje.

Copyright Ridehesten.com
Kenneth Damgaard. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Til Dansk Ride Forbunds udtaler Kenneth om sin nye rolle: – Jeg havde ikke selv nået at tænke tanken, at jeg skulle blive den nye landstræner - jeg er nok lidt jysk af mig, når det kommer til den del… Men der var ret mange, som prikkede til mig og opfordrede mig til at søge stillingen – både tidligere rytteres forældre og kollegaer i ridesporten.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Netop disse mange opfordringer gav Kenneth blod på tanden til at søge nye udfordringer, og en ansøgning blev sendt afsted til Dansk Ride Forbund. Med den nye titel som landstræner, følger der selvfølgelig også en masse håb og drømme for fremtiden:

– Jeg håber, at jeg kan være med til at fortsætte den gode og positive retning i ungdomsdressuren. Jeg vil gerne være med til at sikre den gode ridning, og at vi får udviklet ryttere, som Danmark kan få glæde af fremadrettet. Det er vigtigt for mig, at vi bibeholder en sund konkurrencesport, som er glædesfyldt og sjov at være en del af, fortæller han.

Kenneth står altid klar til at hjælpe dem med at opnå de mål, de drømmer om.

– Man er altid velkommen til at ringe til mig, og jeg vil med glæde hjælpe så meget, jeg kan. Om det er hjælp til samarbejdet med egen træner, dem selv og deres udvikling eller noget helt tredje, spiller ikke nogen rolle – jeg er klar til at dele mine bedste råd og sammen lave en plan, vi kan arbejde ud fra, slutter han.

/DRF.

Kristine Ulsø Olsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen