Annika Knudsen Lorentsen
Nogle af de bedste unge dressurryttere er samlet i Herning, hvor de har deltaget i Lövsta Future Challenge CDIU25-konkurrencerne, og i dag red de deres Grand Prix Freestyle.
En af de ryttere, der var til start, var svenske Maja Hermansson med den danske hoppe Diva Pilekær e. Johnson TN/Blue Hors Don Schufro, som er avlet af Anne Mette Rossen og Lars Langendorff fra Stutteri Pilekær.
– Jeg er rigtig glad for hende, og det har været en stor oplevelse at have hende med her i Herning, fortæller Maja, som sluttede på andenpladsen i dagens Freestyle. Her leverede hun en superflot præstation og sammen opnåede de 72,875 procent og sikrede sig andenpladsen.
Maja overtog tøjlerne på Diva Pilekær i begyndelsen af året. Den 13-årige hoppe har tidligere været redet af Lise Trier, der startede hoppens uddannelse og red en del konkurrencer med hende. I 2025 overtog Daniel Bachmann Andersen tøjlerne, og uddannede hoppen videre til Grand Prix, og nu har hun altså succes med den 21-årige svenske rytter.
Herning er ikke deres første internationale start. Tilbage i marts deltog de ved internationalt stævne på Flyinge, mens de i midten af april var til start i Tolbert. I sommers var de desuden til NM i Strömsholm, hvor det blev til flere medaljer for den dansk-svensk ekvipage.
I dag er i Herning er anden gang, at ekvipagen rider Freestyle internationalt, og de leverede deres personligt bedste resultat med de 71,875. I videoen nedenfor fortæller Maja om Diva Pilekær og om oplevelsen her i Herning.
Britisk rytter bedst
I dagens U25 Freestyle blev det britisk sejr, idet at Harrison Ashton leverede en fremragende kür til 76,060 med Million Dreams e. Millenium/Sandro Hit. Ekvipagen viste særligt gode takter i deres travasader, men generelt viste de et højt niveau gennem hele deres ridt. Harrison var blevet nr. 2 i Grand Prix tidligere på ugen, og dermed avancerede han i dag og kan nu tage fra Herning med en sejr i bagagen.
Som nævnt blev det svenske Maja Hermansson, der tog andenpladsen, mens det på tredjepladsen blev en dansk rytter. Her var det Sophia Boje Obel Jørgensen med KGS. Hoergaard Tabasco e. Tailormade Temptation/Weltmeyer (opdr. Laila Roschmann). De opnåede 72,690 procent.