Ni døde og tre forbrændte heste skaber debat

16-01-2019 14:32

Ni heste døde og tre heste blev alvorligt forbrændt, da en brand opstod i staldene på Büyükada, Princes´ Islands i nærheden af Istanbul i Tyrkiet.

Copyright Ridehesten.com
Hvert år dør mindst 400 heste af sygdomme eller skader de pådrager sig under arbejdet.

Forholdene for hestene på øerne har længe været til debat, og spørgsmålet om hestenes velfærd kom igen i søgelyset, da der i begyndelsen af januar udbrød brand i en af staldene. På trods bandmyndighedernes indsats blev to stalde brændt ned til grunden og 9 heste omkom.

Prince´s Islands er berømte for deres skønhed, og en af dem, Büyükada, ligger smukt lidt uden for Istanbul, en lille oase uden for den travle storby. Øernes hovedattraktion består i, at der ikke findes biler på øen, men i stedet kan man komme rundt på cykel, eller blive kørt i de gammeldags hestevogne på øens godt fem kvadratkilometer. Især i sommerperioderne kommer der tusindvis af turister til øen, som står i lange køer for at få en tur i hestevogn.

Bag den idylliske og miljøvenlige facade, gemmer sig en verden af pinsler og smerte for de mere end 1500 heste, der dagligt må trække turisterne i hestevogne, ofte mange timer i trav eller galop op af de stejle asfalterede veje på øen.

Ridehesten besøgte område i november, og så de barske forhold under hvilke hestene opholdt sig. Mange havde sårskader, eller var direkte underernærede, og trods det var hestene stadig i arbejde. Hestene stod bundet med en kæde til væggen i små spiltove, uden strøelse og uden mulighed for at lægge sig ned. Hestene ville således ikke have haft mulighed for at undslippe, da deres stald nedbrændte til grunden, og i alt ni heste indebrændte og tre heste blev forbrændt under branden i januar.

Copyright Ridehesten.com
På en arbejdsdag løber hestene 70 km i trav eller galop på de asfalterede bjergveje

Mange dyrevelfærdsorganisationer har igennem årene lavet kampagner, for at få denne mishandling til at stoppe. En af dem er ”HAKIM”, en organisation, der kæmper for dyrenes rettigheder. De har udarbejdet en rapport, som beskriver forholdene for hestene på øerne. Ifølge denne rapport er der 1540 heste som arbejder på 272 vogne. De arbejder i treholds skift, hvor de første starter kl. 7 om morgenen og det sidste hold slutter ved midnat. Hestevognene kan rumme op til fire personer, samt en kusk, så det er et tungt læs at trække. Gennemsnitslevealderen for heste i almindelighed er omkring 20-25 år, men Ifølge rapporten bliver trækhestenes levealder reduceret med 90 % har hestene på Büyükada, og hestene holder kun i to år, efter at de begynder med at arbejde som trækheste. Der sker der op til 400 ulykker hvert år, hvor heste bliver syge eller skadede, som følge af de dårlige forhold og der sker årligt flere fatale sammenstød mellem hestevogne og cyklister eller fodgængere. Der findes ingen dyrehospitaler på øen, trods det store antal heste på et så lille område, og mange skadede heste bliver overladt til sig selv i skovene på øen, fortæller Elif Narine, som arbejder for bedre hestevelfærd. Der er også blevet observeret døde heste i havet omkring øen, og hun regner med at det nok nærmere er 7-800 heste der dør hvert år.

Elif Narine er en af initiativtagerne til kampagnerne imod hestevognene, og hun beskriver, hvor unaturligt det er for heste at løbe så stærkt på asfaltveje, op ad øens stejle bakker. Hun beskriver hvordan hestene ikke får tilstrækkeligt med vand i de varme sommermåneder, og flere af hestene er blevet set falde om på grund af udmattelse.
- mange af hestene får problemer, hvis de løber efter at de har spist og drukket. Det betyder at de i stedet løber uden mad og vand igennem længere perioder, og det kan være hårdt for dyrene. Hestene er stærkt afkræftede, når de kommer tilbage efter at have arbejdet i 7 timer, det ses på deres matte holdning og øjnene der løber i vand, fortæller Elif Narine. I gennemsnit tilbagelægger hestene 70 km i løbet en dags arbejde.

Copyright Ridehesten.com
Der er 1540 heste som trækker 272 vogne, på en lille Tyrkisk ø på godt 5 km2

Der er ikke nogen simpel løsning på problemet, det nytter ikke kun at skyde skylden på hesteejerne eller kuskene. Der er så mange forskellige parter involveret, som alle har betydning for hestenes velfærd. Transport på øen ville stadig være muligt uden brug af heste, og myndighederne arbejder på en mulighed for at kunne indføre elektriske biler og minibusser på øerne. I skrivende stund er initiativet dog ikke blevet til virkelighed, og hestene må stadig trække hestevognene indtil de segner. Problemet med hestevelfærd ved kørsel med hestevogne er desværre ikke begrænset kun til Tyrkiet, eller de Sydeuropæiske lande, men det ses desværre mange steder, hvor der er turister, og selv hestevognene i New York har et meget blakket ry. Elif Narin understreger hvor vigtigt det er at skabe opmærksomhed på problemet blandt turister, som vælger at tage en nostalgisk tur i hestevogn. Mange mennesker er uvidende om, hvordan det at køre i hestevogn, bidrager til ringe dyrevelfærd for hestene. Derfor er det altafgørende at udbrede kendskabet til konsekvenserne af denne turistattraktion, slutter Elif Narin

Kilde: Hurrietdaily news

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen