Ni heste fik billet til eliteskue fra Randbøl

14-08-2026 06:31

Randbøl Dressage Academy lagde i går deres smukke faciliteter til, da der blev afviklet sadelkåring af dressurbetonede heste med kåring af både 3- og 4-års hopper og vallakker i Dansk Varmblod Region 4

Copyright Ridehesten.com
Randbøl Dressage Academy lagde i går faciliteter til en stor sadelkåring i Dansk Varmblod Region 4. Her ses dagens bedste 3-års hoppe Hippie Havdal med opdrætter Ole From Christensen og rytterparret Sophie og Jan Møller Christensen. Foto: Ridehesten.com/ Mie Thorup Poulsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det var et stort hold heste, som dommerne havde til bedømmelse ved gårsdagens sadelkåring hos Randbøl Dressage Academy. Der var rigtig mange heste meldt til gårsdagens sadelkåring, og dermed var der altså også to dommerhold. 

Dommerhold 1 bestod af Vicky Nortvig og Else Libach, mens Bjarne Nielsen bedømte gangarter. De havde Rebecca Bæk Larsen som sekretær. Dommerhold 2 bestod af Johnny Sørensen og Christian Springborg, hvor Dennis Fisker bedømte gangarter. De havde Nicholine Ross Nielsen som sekretær. 

Dagen åbnede med de 4-årige heste, der skulle til sadelkåring. Her var 19 hopper og fire vallakker meldt til bedømmelse, og dommerne udtog altså tre af dem til finalen. To hopper og én vallak blev nemlig udtaget til finalen for 4-års hestene. 

Dermed blev det også den eneste vallak udtaget til finalen, der blev Dagens Bedste 4-års vallak. Det var Jackson e. Jovian/ Blue Hors Don Romantic (opdr. Lisbeth B. Andersen), som i dag blev redet af Ida Hofman Bang. Vallakken blev udtaget til KRAFFT Eliteskue præsenteret af Stutteri Søbakkehus. Dommerne havde rosende ord som en storrammet og højtstillet vallak med godt kønspræg, et korrekt fundament og belønnede ham med flotte karakterer: 7,5 i skridt, 8,5 i trav og 8,5 i galop. 

Da dommerne skulle finde Dagens Bedste 4-års hoppe faldt valget på en tysk-registreret hoppe, Invicta Noir S e. Iron/ Freischütz (opdr. Sally-Ann Hjorth Schultz), der i dag er ejet af Simone Skov Jørgensen. Hun blev af dommerne betegnet som en storrammet, højtstillet og ædel hoppe af særdeles god type. Hun blev rost for sin flotte front, taktfaste skridt og en rummelig og smidig travbevægelse, som hun fik 8,5 for. Desværre kan hoppen ikke udtages som medaljeaspirant til eliteskuet, da hun ikke er registreret i Dansk Varmblod. 

Den tredje finalist var Lygum's Ziska e. Revolution/ Blue Hors St. Schufro (opdr. Trine og Henning Lygum). Hoppen var i dag noget spændt, og derfor fik hun ikke vist sin skridtbevægelse, men dommerne betegnede hende stadig som en storrammet, højtstillet og ædel hoppe med godt kønspræg. Dommerne så en særdeles god travbevægelse, som er rummelig og smidig, dejlig op-ad-bakke trav, hvilket hoppen fik et 9-tal for. Lygum's Ziska fik billet til eliteskuet. 

Copyright Ridehesten.com
Lygum’s Ziska. Foto: Ridehesten.com/ Mie Thorup Poulsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Herefter blev det tid til de 3-års hopper og vallakker til sadelkåring, hvor seks hopper og en enkelt vallak kom ind i finalen ud af de i alt 35 deltagere. 

Alle finalister har deres højdepunkter, bemærkede dommer Vicky Nortvig inden dagens bedste 3-års hoppe skulle udpeges. Dommerne lagde vægt på det feminine udtryk, og at hoppen skulle stå skarpt og vellinjeret. Her faldt valget på Hippie Havdal e. Highfive Fuglsang/ Hesselhøj Donkey Boy (opdr. Ole From Christensen), som er halvsøster til hoppen Jubi Havdal, som blev dagens hoppe ved sadelkåringen på Stutteri Ask sidste år. Om hende sagde dommerne blandt andet: 

Hun er en stor og meget langbenet dame. Hun har et meget flot kønspræg og udtryk. Hun har passende ædelhedsgrad og en meget flot, hvælvet hals og en smidig overlinje, og med de flotte ord fik hun billet til eliteskuet. 

Copyright Ridehesten.com
Dagens bedste 3-års hoppe, Hippie Havdal. Foto: Ridehesten.com/ Mie Thorup Poulsen

Der var udpeget én enkelt vallak til finaleringen, og dermed var det også på forhånd afgjort, at titlen som Dagens Bedste 3-års vallak gik til Hesselbjergs Resolution e. Revolution/ Blue Hors Zack (opdr. Din Gasmand ApS), der i dag er ejet af Maj-Britt Junker. Om ham sagde dommerne: 

Det er en storrammet, ædel og passende højtstillet vallak. Den har en velfungerende og smidig overlinje. Vi har set tre særdeles taktfaste gangarter, og også han fik billet til eliteskuet. 

Faktisk indløste alle syv finalister for 3-års hestene billet til eliteskuet, og det er ekstra bemærkelsesværdigt, at Stutteri EVO havde tre hopper i præmieringen. Foruden de to fløjheste kom følgende til eliteskue: 

  • Baunehøjens Baltimore e. Be Sure/ Sezuan (opdr. Staldbaunehøj v/Pia Gobert & Asger Lorentzen)
  • Grevens Dualipa e. Dynamic Dream/ Revolution (opdr. Stutteri Greven)
  • EVO Ilaiza e. Iron/ Franklin (opdr. Stutteri EVO ApS)
  • Raquetta e. Revolution/ D'avie (opdr. Stutteri EVO ApS)
  • EVO J-Lo e. Jameson RS2/ Revolution (opdr. Stutteri Evo ApS)

Se dagens resultater her.

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner