Anna Pørtner
Efteråret er over os, og det betyder ikke kun dækkener, vinterfolde og klargøring af stalden. Det er også et godt tidspunkt at få undersøgt hestens gødning for orm. Men hvad fortæller en gødningsprøve egentlig, og hvorfor er det en dårlig idé bare at give hesten en ormekur?
Når hestene har tilbragt meget af deres sommer på fold, er efteråret et relevant tidspunkt at gøre status på parasitbelastningen. En gødningsprøve kan blandt andet vise, hvor mange ormeæg hesten udskiller, og resultatet kan bruges til at vurdere, om der er behov for behandling.
Det betyder dog ikke, at alle heste med ormeæg skal have en ormekur. Tværtimod er den moderne tilgang at bruge undersøgelserne til at målrette behandlingen til hver hest.
Derfor er efteråret relevant
Parasitterne følger hesten gennem hele græsningssæsonen. Når heste går på fold, kan de optage parasitlarver fra omgivelserne, og nogle heste vil derfor udskille flere ormeæg end andre.
En undersøgelse i efteråret kan give et billede af, hvilke heste der udskiller mange æg, og dermed hvilke heste der potentielt bidrager mest til smittepresset på folden.
Efteråret er også interessant, fordi en gødningsprøve senere på vinteren i nogle tilfælde kan give et misvisende billede. De små blodorm, cyathostomer, kan gå i en hvilefase i tarmvæggen, hvor de ikke udvikler sig til voksne orm og derfor ikke nødvendigvis udskiller æg i samme grad.
Det betyder, at et lavt antal ormeæg i en vinterprøve ikke nødvendigvis fortæller hele historien om hestens parasitbelastning.
En gødningsprøve fortæller ikke alt
En almindelig undersøgelse af en gødningsprøve er et vigtigt redskab, men den kan ikke fortælle alt. Undersøgelsen kan blandt andet vise, hvor mange strongylideæg hesten udskiller. Strongylideæg omfatter både æg fra de meget almindelige cyathostomer og fra den langt mere problematiske store blodorm, Strongylus vulgaris. De to typer æg kan ikke skelnes fra hinanden ved en almindelig ægtælling.
Hvis man ønsker at undersøge, om der findes store blodorm i hesten, kan der derfor være behov for en supplerende undersøgelse som eksempelvis larvedyrkning eller PCR.
Det er vigtigt, fordi den store blodorm kan give alvorlige problemer. Larverne vandrer nemlig gennem blodkarrene til tarmen, hvor de kan forårsage skader på blodkarrene og i alvorlige tilfælde blandt andet give blodpropper og kolik.
Hesten kan godt have orm uden at være syg
Det kan måske lyde mærkeligt, men det er ikke nødvendigvis et problem, at en hest har parasitter. Mange voksne heste har en mindre mængde indvoldsorm uden at vise symptomer. Målet med en ormestrategi er derfor ikke nødvendigvis at gøre hesten fri for alle parasitter.
I stedet handler det om at holde parasitbelastningen på et niveau, hvor den ikke udgør en sundhedsrisiko, samtidig med at man begrænser den mængde ormeæg, der spredes på folden.
Heste er samtidig forskellige. Nogle udskiller langt flere æg end andre, selvom de går på samme fold og lever under de samme forhold. Derfor kan individuelle gødningsprøver være nyttige, når man skal finde de heste, der har størst behov for behandling.
Det kan være fristende bare at give hesten en ormekur, når efteråret kommer, men det er netop den tilgang, men forsøger at komme væk fra. Ormemidler dræber parasitterne, men brugen af dem skaber samtidig et selektionspres, hvor resistente orm kan overleve og føre deres gener videre. Over tid kan det betyde, at en ormekur kan virke dårligere.
Derfor bør behandling så vidt muligt målrettes de heste, der har behov for den. På den måde kan man både behandle de heste, der har en betydende parasitbelastning, og samtidig begrænse udviklingen af resistens.
Så er det tid til prøven?
Hvis årets efterårsundersøgelse endnu ikke er lavet, er det altså et godt tidspunkt at få den på to-do-listen.
Resultatet skal dog ikke nødvendigvis ende med en ormekur. Først og fremmest skal det give et bedre grundlag for at vurdere, om hesten har behov for behandling, og hvilken strategi der passer til den enkelte hest og besætning.
Efterårsundersøgelsen handler dermed ikke om at finde en grund til at give ormekur, men om at få et bedre billede af hestens parasitstatus og behandle, hvis der faktisk er behov for det.
Kilder: universitetshospitalet.ku.dk, hestedyrlaegerne.dk, agria.dk