Annika Knudsen Lorentsen
Fra Fiona Bigwoods ridecenter og avlscenter i England er der registreret afkom efter den tredobbelte verdensmester Quinn G. samt en Grand Prix-hoppe trukket på OL-hesten Atterupgaards Orthilia.
Mens den tredobbelte verdensmester Quinn G. har haft travlt med at passe sin ridekarriere, er hun samtidig blevet mor til to føl efter Vitalis født sidste år. Føllene er kommet til verden via embryo transfer og rugehopper. Begge føl, BPS Verona og BPS Vivella er nu registreret i Dansk Varmblod. Quinn G. blev kåret i RDH ved sin sadelkåring som 3-års.
Den 10-årige Grand Prix-hoppe Donna Bella e. Don Juan de Hus, trukket på Fiona Bigwoods OL-parter i Rio, Atterupgaards Orthilia e. Gribaldi er nu kåret i forbundet. Hoppen har 6 afkom, og blandt dem den 3-årige hingst BPS Gamechanger e. Glamourdale, som er udtaget til den kommende Hingstekåring i Herning.
Fiona Bigwood fremstiller også en 3-års hingst til kåring i Dansk Varmblod. Hingsten, BPS Gamechanger er efter Glamourdale/Don Juan de Hus trukket på Grand Prix-hoppen Donna Bella, som er datter af Fionas OL-hoppe Atterupgaards Orthilia e. Gribaldi.
Efter sejren med Quinn G. i 7-års finalen ved UVM i sommeren 2025 udtalte Fiona Bigwood: - Jeg er så glad for hun vandt i dag, for det fortjener hun. Og jeg er også glad på vegne af Danmark – fantastisk avl, jeg er stolt af at repræsentere Danmark i alt dette her.
Oplev Quinn G. og Fiona i gallashowet
Det er noget af et scoop, showudvalget har gjort – OL-rytter Fiona Bigwood (GBR) deltager i et spektakulært indslag under Dansk Varmblods gallashows fredag og lørdag aften med den tredobbelte UVM-guldvinder Quinn G. Den imponerende hoppe, som nu er blevet 8 år, er godt på vej i sin dressurmæssige uddannelse mod Grand Prix. Quinn G. har fået fans over hele verden efter sine tre sejre ved UVM, først under Betina Jæger, og de to seneste år under hendes ejer Fiona Bigwood. Parret kommer til at indgå i et helt særligt indslag i dette års gallashows, og publikum kan godt glæde sig til deres opvisning og fortolkning af et af de mange eventyr vi bliver præsenteret for under gallashowene, der i år netop har temaet: Eventyr.
10 og 10 fra Cathrine
Det var Dennis Fisker, som red Quinn G. til sejr ved Egnethedstesten, og et par måneder senere blev den velgående hoppe opkøbt af Helgstrand Dressage. Det betød at det var Betina Jæger og Quinn G., der sammen startede deres vej mod UVM-finalen ved Dansk Varmblods Unghestechampionat i Herning tilbage i 2023. Dengang var Cathrine Laudrup-Dufour testrytter i finalen. – Det her er virkelig en hest, jeg også ville falde for, hvis jeg var ude at prøve hende. Hun er ”bright” i hovedet, nem på tøjlen og står flot i halsen. Tilbyder mig bare det rigtige hele tiden. Nem at regulere. Som Cathrine sagde, i ridelighed kunne hun ikke give andet end 10 og samme karakter gav hun for kapacitet. Og set i bakspejlet efter at have vundet UVM guld tre år i træk, ja, så holdt Cathrine Laudrup-Dufours vurdering af hoppen hele vejen.
Betina og Quinn G. vandt Unghestechampionatet med helt exceptionelle 973 points. Det blev, naturligvis, udtaget til at repræsentere Dansk Varmblod ved UVM i Ermelo samme år, hvor de skaffede sig internationale fans efter en sikker sejr i finalen.
Solgt til England
Fiona Bigwood var hos Helgstrand Dressage for at prøve heste, og hun faldt med det samme for Quinn G., der fik et nyt hjem hos Fiona i England. Fiona er velkendt i Danmark, for hun kom hertil i en alder af 19 år for at træne hos Hasse Hoffmann på Søholt i tre år. Der mødte hun berider Anders Dahl, og sammen har de tre børn. Fiona har været en del af det engelske landshold ved flere mesterskaber. Hun vandt OL-sølv for hold med Atterupgaards Orthilia, som året efter blev solgt til landsholdsrytter Agnete Kirk Thinggaard.
Fiona har stor erfaring med at uddanne og ride Grand Prix-heste, men ingen erfaring med at ride mesterskabsklasser for unge heste. Derfor kom Quinn G. i stald hos Fionas træner Carl Hester, og det blev OL-guldvinder Charlotte Dujardin, som overtog tøjlerne på den nu 6-årige Quinn G. Deres samarbejde udløste 96,8% ved deres første optræden sammen. Efter offentliggørelsen af en video af en træningssession (ikke Quinn G.) fik Dujardin karantæne, og kunne ikke ride Quinn ved UVM. I stedet skulle Carl Hester overtage hoppen, men han blev få uger før mesterskabet forhindret, og så måtte Fiona selv i sadlen.
Hør hende fortælle om deres finaleridt i videointerviewet fra Ermelo, hvor de vandt guld.
Helene Geervliet – dette er mit liv
Quinn G. er efter Quaterhit/Fassbinder og opdrættet af Helene Geervliet som driver Stutteri G. ved Lynge på Sjælland. Helene er født i Holland, men opvokset i Danmark, og var hele sin barn- og ungdom omgivet af heste. En erhvervskarriere i forlagsbranchen resulterede i mangeårige ophold i Italien og Spanien, og først da hun var midt i 40’erne flyttede hun tilbage til Danmark. I 2001 begyndte Helenes rejse med hesteavlen, og i 2014 flyttede Helene og hendes heste ind på gården i Lynge. Det er berider Carsten Vesterskov, som er daglig leder på stutteriet. Det var også ham, som opdagede, at Quinn G.’s mor Fyrstin Laura e. Fassbinder/Lauries Crusador xx opdrættet af Hanne Lund og Henrik Hansen var til salg. Og Quinn G. var hoppens første føl.
I magasinet Ridehesten blev der i januar udgaven 2025 tegnet et portræt af Stutteri G.