Rytterne går længere end hestene

10-08-2008 08:22

Britt Carlsen

OL
Når terrænspringningen går i gang i morgen tidlig kl. 8 i Hongkong (kl. 02.00 dansk tid) så har rytterne flere kilometer i benene end hestene

De seneste dage har militaryrytterne, deres holdledere og trænere gået terrænbanen tynd ved OL i Hongkong. For at få succes i denne disciplin betyder det, at rytterne må trave banen igennem flere gange - mindst 25 km vurderer de, at de har gået på den 4.560 meter lange bane inden det i morgen tidlig går løs på det meget smukke og kuperede terræn Beas River, der bl.a. huser en golfbane. Det er i forbindelse med denne golfbane, at terrænbanen er opbygget. Banebygger Michæl Etherington-Smith har fået meget ros for sin udfordrende, men også fair bane, der består af mange vendinger og sving, så det gælder for rytterne om at holde fuldt fokus banen igennem samt ikke mindst støtte hesten til at holde balancen i de mange sving og vendinger. Banegennemgangen bruger rytterne til at finde den mest optimale vej rundt på banen for netop deres hest. Flere forhindringskomplekser tilbyder rytterne alternative muligheder, men de muligheder koster tid, modsat valget af den direkte vej gennem forhindringskomplekserne - og i denne disciplin rider rytterne efter at nå en idealtid, overskrides den koster det strafpoint. Generelt kan man sige om banegennemgangen: Første gang rytterne går banen er det for at danne sig et overordnet indtryk af terrænet og forhindringerne. Anden gang rytterne går banen igennem, ser de efter, om der er nogle valgmuligheder i forhindringskomplekserne, der passer deres hest bedre end andre. Tredje gang rytterne går banen er det mere detaljen, der fokuseres på: hvordan forbereder man hesten til at springe hvert enkelt spring. Fjerde gang rytterne går banen er det som oftest med de positive briller på; her fokuserer de på, hvordan de forventer at ride, såfremt alt går helt efter planen. Peter Flarup og Silver Ray har startnummer 14.

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen