Tre 2-års hopper udtaget til eliteskuet

02-07-2026 21:47
Avl

På det traditionsrige Landsskue på Dyrskuepladsen i Herning har dansk varmblodshestene i dag været til bedømmelse, og her blev tre 2-års hopper udtaget til Dansk Varmblods Eliteskue

Nyheden fortsætter efter annoncen

Else Libach og Jette Fries havde i formiddag den våde fornøjelse at bedømme 19 tilmeldte dansk varmblodsheste, hvoraf tre var 2-års hopper, mens de resterende ti bestod af følhopper, goldhopper, 3-års hopper, en 2-års hingst og et par vallakker. Regnen silede ufortrødent ned hele formiddagen, hvor intet kunne holdes tørt – heller ikke dommernes bedømmelsesskemaer.

Fløjdyr bedømt med min. 23 point kan indstilles til konkurrencen om Landsskuets bedste i deres kategori, blandt dansk varmblodshestene skete det for 3-års hoppen Østergaards Anna e. Hesselhoej Donkey Boss/ Blue Hors Romanov fra Anja Østergaard. Endvidere gjaldt det fløjhoppen i 2-års holdet samt bedste følhoppe Quinoa Noes e. Quaterhit/ Midt-West Ibi-Light, opdrættet af Line Noes Mejer og fremstillet af Camilla Guldager med føl ved siden efter Katrinelund Benlein og følhoppen Kielsgaarden Olympia e. Blue Hors Don Olymbrio/ Blue Hors Don Schufro med føl ved siden efter Hesselhoej Donkey Boss, opdrættet og ejet af Dora Margrethe Knudsen.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Intet mindre end tre 2-års hopper valgte dommerne at give en invitation til Dansk Varmblods Eliteskue, nemlig:

  1. Kat.nr. 135 SN All Perfect e. So Perfect/ Blue Hors Armano, opdrættet og ejet af Steen og Søren Nielsen, København S
  2. Kat.nr. 138 Ballerina B e. Be Sure/ Blue Hors Hotline, opdrættet og ejet af Ida Brynildsrud, N-Oslo
  3. Kat.nr. 136 Stald Skovby's La Bona Filia e. Blue Hors Bonfilio/ Fassbinder, opdrættet og ejet af Tina Anna Skovby, Kolind

Det var dermed andet år i træk, at Københavner-parret Steen og Søren Nielsen opnåede fløjpladsen blandt de 2-årige hopper. Sidste år med en hoppe ud af Hardsyssel-hoppestammen, og i år med en hoppe ud af Jytte Kolsters hoppestamme. Dommerne hæftede sig ved navnet All Perfect, og Else Libach sagde under karakteristikken af hoppen, at navnet meget godt beskriver dens type og fremtoning og ikke mindst dens skridtbevægelse. Hoppen blev ligeledes udtaget til  konkurrencen om Landsskuets bedste 2-års hoppe.

Her finder du link til hestekataloget.

Copyright Ridehesten.com
Formodentligt gør den 12-årige vallak Duedals Figos 186 cm ham til Landsskuets højeste hest. Han er efter Sezuan/Michellino og fremstillet af Annika Brodersen. Foto: Ridehesten.com/Thomas Bach Jensen
Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner