VM-generalprøve på Rævebjerg i Mørkøv

12-08-2026 18:34

Annika Knudsen Lorentsen

Dansk Køre Selskab har fået æren af at arrangere verdensmesterskaberne for ponykuske i 2027 på vegne af FEI. Som led i forberedelserne afholdes der en slags generalprøve fra den 12. til den 16. august i år på Rævebjerg i Mørkøv

Copyright Ridehesten.com
Dressurbane/forhindringsbanen og opvarmnings område på Rævebjerg. Foto: Udo Buchwald
Nyheden fortsætter efter annoncen

Stævnet samler 85 kuske fra hele verden, som skal konkurrere i 1-, 2- og 4-spand pony. For både arrangører og deltagere bliver stævnet en vigtig generalprøve frem mod næste års verdensmesterskab, hvor der er mulighed for at få afprøvet både detaljer og rammerne omkring stævnepladsen.

Ved almindelige internationale stævner er det arrangørerne, der udvælger dommere og banebyggere blandt de godkendte officials. Til et verdensmesterskab er det derimod FEI, som står for udpegningen. Dansk Køre Selskab håber dog at kunne samle det samme team næste år, hvilket også vil være en fordel for kuskene. Det giver nemlig en fordel at kende både stævnepladsen og terrænet på forhånd, da det kan være med til at mindske stress og give kuskene mere ro, når de skal præstere under pres.

Selvom forhindringerne og selve ruterne naturligvis bliver anderledes til VM, er erfaringen fra terrænet stadig værdifuld og giver kuskene mulighed for at lære området at kende på forhånd.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Danske profiler blandt deltagerne
Flere danske kuske er til start ved årets stævne. En af dem er Maria Buchwald fra Viby Sj., som ved det seneste VM i Frankrig red sig til en sølvmedalje. Katja Lamborg fra Glumsø stiller til start med et firspand ponyer, som er avlet på familiens eget stutteri. Hendes søn, Jesper Lamborg Jørgensen, deltager med et tospand på 2*-niveau.

Copyright Ridehesten.com
Maratonområdet på Rævebjerg. Foto: Udo Buchwald

Danmark er også repræsenteret af de nykårede Danmarksmestre Lars Jespersen Dau fra Jylland, som konkurrerer med et 2-spand ponyer, og Karina Blaabjerg, ligeledes fra Jylland, som stiller op med et 1-spand ponyer. Den amerikanske kusk Mary Phelps har leaset ponyer i Belgien for at kunne deltage ved stævnet.

Dansk Køre Selskab har tidligere stået som vært for verdensmesterskaberne for ponykuske. Senest var det i 2007 på det tidligere kørecenter ved Knabstrup. Dengang lykkedes det Danmark at sikre sig både en guld- og en bronzemedalje, og der er derfor gode muligheder for endnu en dansk succes, når VM næste år skal afvikles.

Frivillige kræfter bag stævnet
Et internationalt stævne af denne størrelse kræver mange hænder, og bag arrangementet står et stort hold af frivillige. De lægger alle en stor indsats i stævnet og er med til at få det hele til at fungere – drevet af deres fælles passion for hestene og køresporten.

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen