5-års hestene er også finaleklar

09-07-2025 06:32

Det er ikke kun hos de 6- og 7-års springheste, at de danske ekvipager har vist god stil i Folksam Open under Falsterbo Horse Show, for hos 5-års hestene er der nu også hele ti danske heste, der er videre til finalen 

Copyright Ridehesten.com
Det ligger nu klart, hvilke 5-års heste, der skal gå finale i Falsterbo. Én af dem er Con Catch Z med Sarah Albus i sadlen. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

De sidste par dage har de unge 5-, 6- og 7-års springheste været i aktion i unghesteklasserne under Falsterbo Horse Show. Her har flere danske ekvipager været til start, og i alle tre alderskategorier har de leveret flotte resultater og kvalificeret flere heste til finalerne i de respektive aldersgrupper.

I går var 5-års hestene de sidste til at ride semifinale, og derfor ligger det nu klart hvilke ekvipager, der kan se frem til lørdagens finale. Ifølge reglerne for unghesteklasserne, er det de 25 bedst placerede ekvipager, der går videre til finalen, men er det sådan, at der er ligeplacerede ekvipager, kan der opstå en finale med mere end 25. 

Ud af de i alt 67 deltagere i 5-års semifinalerne, er i alt 34 ekvipager derfor nu gået videre til finalen , der afvikles på en 125 cm høj bane. Ud af de 34 ekvipager er ti af dem danske heste og ryttere, som i løbet af de to semifinaler har redet sig til en plads i den eftertragtede finale, som løber af stablen på lørdag, den 12. juli

Én af de danske ryttere, der har gjort det rigtig godt i 5-års klassen er Karen Møller Rohde, der har formået at kvalificere hele tre heste til finalen. Det i sig selv er en flot bedrift, men der er mere at glæde sig over for Stutteri Ask, hvor Karen til dagligt er berider. To ud af de tre 5-års heste, der er kvalificeret til finalen, er nemlig opdrættet hos Stutteri Ask, og det er dermed nogle af stedets helt unge håb, der klarer sig særdeles godt på den internationale scene allerede. 

Copyright Ridehesten.com
Vassini Ask med Karen Møller Rohde i sadlen. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen

Følgende danske 5-års heste er videre til finalen: 

  • Vassini Ask e. Van Gogh/ Cassini I (opdr. Angela Putz) redet af Karen Møller Rohde
  • Grauff's Batman e. Action Man Ask Z/ Zapatero VDL (opdr. Familien Grauff v/ Kamilla Grauff) redet af Kamilla Grauff Albrektsen
  • Con Catch Z e. Conthargos/ Candillo 3 redet af Sarah Albus
  • Unforgiven e. Syvhøjegårds Unforgetable/ Diamant de Semilly (opdr. Philip Holt) redet af Laila Pedersen
  • Emperial Z e. Emerald Van'T Ruytershof/ Bugatti VDL redet af Konstantin Deeken Künnemann
  • Fiola Ask e. Jewel Ask/ Favorit Ask (opdr. Stutteri Ask) redet af Karen Møller Rohde
  • Umami van de Bien e. Picasso van de Veldstraat/ Skippy II redet af Sarah Albus
  • Kastanjelunds Rainbow e. Rockland/ Corlando (opdr. Ole Krogh Jensen) redet af Astrid Lund Wisholm
  • Mariendal's Lady Snip e. Casall/ Contendro redet af Kamilla Grauff Albrektsen
  • Celine Ask e. Cyrano Ask/ Favorit Ask (opdr. Stutteri Ask) redet af Karen Møller Rohde

Klassens resultat. 

Stævnets start- og resultatlister. 

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen