Annika Knudsen Lorentsen
Peter Kragh Andersen har gennem sit liv haft en stor passion for heste og alt deromkring. Han kom ind i rideudstyrsbranchen i en forretning i København, der hed The Horseman, og efter nogle år startede han sin egen forretning. I 1974 åbnede han Tattersall Rideudstyr i dejlige store lokaler i Nørrevoldgade. Det gav ham stor succes og forretningen voksede med mange agenturer henad vejen. I 1990 åbnede han endnu en forretning. Denne gang på Øverødvej i Holte.
Tattersall Rideudstyr voksede og Peter havde travlt med at drive sine to butikker samtidig med en engroforretning, hvor han solgte produkter fra nogle af de største brands i ridesporten til andre rideudstyrforretninger. Gennem sit virke har Peter haft mange agenturer, det gælder blandt andet Amerigo, Horseware, OS, Toggi, Windsor og Champion, og mange flere til. Han var ligeledes drivkraften bag at få Ariat til Danmark.
Peter var særligt passioneret omkring at tilpasse sadler til hest og rytter. I den forbindelse havde han et stærkt samarbejde med Peter Menet fra Amerigo. Han er ofte set på stande med sadler ved eksempelvis SPOGA, samt andre hestesportsarrangementer. Peter tilbragte mange aftener i store kolde ridehuse for at sikre, at ryttere og heste fik en perfekt tilpasset sadel.
Peter havde en fantastisk evne til at lytte til sine ryttere og kunder, og forstå, hvad de gerne ville have. Han var også god til at fortælle dem om, hvad de absolut ikke kunne leve uden :) Han lyttede gerne til sine kunders udfordringer, hvad enten det drejede sig om heste eller andre ting i folks privatliv.
Tattersall Rideudstyr blev gennem Peters mange år i branchen en del af hverdagen for mange ryttere. Peter Kragh Andersens virke spændte over en periode, hvor ridebranchen udviklede sig betydeligt, men behovet for faglig rådgivning og udstyr, der passede til både hest og rytter, forblev centralt i arbejdet. Han har gennem sine mange år i branchen været kendt af mange, og mange beskrev ham som en ægte gentleman.
Foruden sit arbejdsvirke, har han været engageret i sporten, og han har været medlem af Sportsrideklubben siden 1960, og var dermed trofast medlem i 66 år. Han var meget aktiv springrytter til alle store stævner i ind- og udland, hvor han kombinerede sin egen ridning med sin forretning. Han har en stor flot resultatliste bag sig, og har tidligere redet på det danske landshold.
I 2018 fortalte Ridehesten, at Peter gennem nogle år havde ønsket at trappe ned. Efter samtaler med Jannie Groot blev der indgået en aftale om, at hun skulle videreføre forretningen fra Petersborg i Høsterkøb. Målet var at bevare de traditioner og den erfaring, som Peter havde opbygget gennem årtier. Det markerede afslutningen på et langt kapitel som indehaver, men ikke et farvel til ridebranchen, som han stadig engagerede sig i som han kunne.
Ramt af sygdom
Peter Kragh Andersen blev de senere år ramt af en muskelsvindssygdom, hvilket begrænsede hans ellers aktive og udadvendte liv. Han boede på sin ejendom i Karlebo frem til sin død, hvor der ligeledes var heste indtil det sidste.
Peter blev født i 1946 og fyldte således 80 år den 16. februar i år. Onsdag morgen i sidste uge blev han ramt af en blodprop i hjernen, og blev herefter indlagt. Han sov ind som følge heraf mandag den 26. oktober 2026.
Igennem sit liv har han sat et aftryk på de mennesker, der har mødt og kendt ham. Han har i mange år været gift med Helle Kragh Andersen, som også passede Peter de sidste fem år, hvor sygdommen fyldte.
Æret være Peter Kragh Andersens minde.