Anna Pørtner
Den sorte hannoveranerhingst Delatio, der gennem en årrække opnåede internationale topresultater i Grand Prix-dressur med flere forskellige ryttere, er gået bort. Det oplyser hans tidligere rytter og nuværende ejer, malaysiske Qabil Ambak, på Facebook.
Delatio e. De Niro/ Rubinstein I nåede gennem sin karriere at konkurrere internationalt med flere ryttere og opnåede blandt andet flere resultater over 80% i Grand Prix Kür.
Det var især under britiske Emilie Faurie og svenske Patrik Kittel, at den udtryksfulde hingst for alvor markerede sig på den internationale dressurscene. Med Emilie Faurie vandt Delatio blandt andet Hamburg Dressage Derby i 2017, og samme år opnåede ekvipagen en andenplads ved World Cup-kvalifikationen i London med 80,405% i Grand Prix Kür.
Senere overtog svenske Patrik Kittel tøjlerne på hingsten, og også her blev det til internationale topresultater. I 2018 opnåede parret blandt andet to andenpladser ved World Cup-kvalifikationerne i Lyon og Salzburg med henholdsvis 80,980% og 80,010% i Grand Prix Kür.
Skulle hjælpe Qabil Ambak til OL
I janauar 2019 blev Delatio solgt til den malaysiske dressurrytter Qabil Ambak, som havde sine heste hos danske Dennis Fisker. Ambak havde en klar ambition om at kvalificere sig til OL i Tokyo i 2020 med hingsten og blive den første malaysiske dressurrytter til at deltage ved de olympiske lege.
Qabil Ambak og Delatio deltog derfor i en lang række internationale stævner i 2019 i forsøget på at samle de nødvendige kvalifikationspoint. Malaysia fik senere tildelt en individuel OL-plads, men efter en længere pause fra konkurrencebanerne lykkedes det ikke for ekvipagen at opnå de nødvendige resultater, og det blev derfor ikke til OL for parret.
Delatio fortsatte herefter sin internationale karriere med blandt andet Dennis Fisker i sadlen. I 2020 og 2021 konkurrerede han blandt andet hingsten ved internationale stævner i Herning, på Vilhelmsborg og i Doha. Ved det 5-stjernede stævne i Doha i 2021 blev parret nummer to i Grand Prix Special med 70,553%. Delatios seneste internationale start var med Qabil Ambak i sadlen ved det 4-stjernede stævne i Le Mans i juni 2021.
Hingsten blev efterfølgende i Danmark hos Dennis Fisker, hvor han fik mulighed for at bidrage til uddannelsen af flere talentfulde, unge ryttere.
Blev læremester for unge danskere
I 2024 fik Delatio nemlig et nyt hjem hos den danske U25-rytter Johanne Amby Ubbesen, der skulle have glæde af den rutinerede Grand Prix-hest som sin lærehest. Selvom Delatio på det tidspunkt var fyldt 20 år, var han fortsat fuld af kvalitet og arbejdsglæde, og derfor flyttede han ind hos Nordentoft hos Johanne.
Johanne og Delatio nåede at have i alt fire stævner sammen, blandt andet Agria DRF-mesterskaberne for U25-ryttere i 2024, hvor de endte på en 12. plads.
Sidenhen kom Delatio tilbage til Randbøl Dressage Academy, hvor Sophia Boje Obel Jørgensen overtog tøjlerne. Sammen nåede de tre starter sammen i 2025. Parret debuterede sammen i Intermediare II i januar 2025, hvor de blev nummer to med 69,562%. Deres sidste start sammen var i marts 2025, hvor de ligeledes red intermediare II og blev nummer tre med 67,632%. Siden har Delatio ikke været startet.
En hest for livet
Qabil Ambak har i forbindelse med Delatios bortgang delt en personlig afsked på sin Facebook-profil, hvor han mindes åren sammen med hingsten og den betydning, han har haft for ham som rytter.
Han takker blandt andet Delatio for de mange sejre, læringen og de mange minder og fremhæver, at deres partnerskab handlede om langt mere end rosetter og medaljer. Sammen arbejdede de mod hans olympiske drøm, og erfaringerne fra årene med Delatio har ifølge Ambak været med til at forme ham som rytter.
Afskeden slutter med en tak til Delatio, som Qabil Ambak beskriver som sin hest for livet.