Delatio til Johanne Amby

16-04-2024 11:49

U25-rytter Johanne Amby Ubbesen har overtaget Qabil Ambaks Delatio, som blandt andet har vundet Grand Prix med Dennis Fisker

Copyright Ridehesten.com
Johanne Amby Ubbesen. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Den sorte hannoveranerhingst Delatio e. De Niro/ Rubinstein I kan nemt løbe fra sin alder. Han er fyldt 20 år og har fortsat masser af humør og energi.

Hans ejer igennem mange år, malaysiske Qabil Ambak, har sine heste opstaldet i Danmark hos sin træner Dennis Fisker. Qabil Ambak har selv haft international succes med Delatio, der også har opnået mange topplaceringer i international Grand Prix-dressur under Dennis Fisker.

Blandt Qabil Ambaks succesfulde heste er også 18-årige Rosenstolz e. Rotspon/ De Niro, der netop er overgået til "aktiv pension" som lærehest hos den svenske ponyrytter Wilma Bornhager, der forbereder sig til sin juniortid.

Omtrent på samme måde har Delatio nu fundet sig et nyt hjem, hvor der bliver taget hensyn til hans alder, og der bliver gjort alt for at holde hans humør højt. Han er nemlig flyttet ind på Nordentoft hos den danske U25-rytter Johanne Amby Ubbesen.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Han har bare så meget kvalitet, og så ligner han slet ikke en 20-årig. Han har det heller ikke hårdt, for han går mest i skoven og holder lidt fri, men vi holder grundformen ved lige, så jeg også kan starte et par stævner på ham, siger Johanne og tilføjer, at hun for tre måneder siden, da hun blev U25-rytter, endnu ikke havde en hest til det niveau.

I januar købte Nordentoft så den 11-årige Heiline's Zackton e. Blue Hors Zack/ Come Back II (opdr. Stald Heiline), der er uddannet af Carina Cassøe Krüth, som har redet international Grand Prix på den. Udover Zackton har Johanne fortsat 11-årige Møgelvang Ferrari e. Sezuan/ Come Back II (opdr. Jan Jensen), som hun foreløbigt starter i Intermediaire I på.

Johanne fortæller, at de har investeret lidt i hendes uddannelse med et par rigtig gode heste. Om seneste nye i stalden, Delatio, fortæller hun:

Selvom han er hingst, er han utrolig nem, og man mærker straks, at han virkelig har meget kvalitet. Han er rigtig sjov at ride, og han giver altid en et smil på læben.

Copyright Ridehesten.com
Dennis Fisker og Delatio. Foto: Ridehesten.com/Annika Knudsen Lorentsen
Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner