Fire års udelukkelse til canadisk OL-rytter

13-11-2026 06:22

FEI har nu truffet den endelige afgørelse i sagen om hestemishandling mod de canadiske dressurryttere Evi Strasser og hendes datter Tanya Strasser-Shostak. Moderen idømmes fire års udelukkelse for hestemishandling, mens datteren frifindes

Copyright Ridehesten.com
Den canadiske dressurrytter Evi Strasser er blevet idømt fire års udelukkelse af FEI. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø
Nyheden fortsætter efter annoncen

Den canadiske dressurrytter Evi Strasser er blevet idømt fire års udelukkelse af FEI efter at være fundet skyldig i hestemishandling ved to episoder i 2018. Hendes datter, Tanya Strasser-Shostak, er derimod blevet frifundet for samtlige anklager.

I februar 2024 blev den canadiske dressurrytter Evi Strasser og hendes datter Tanya Strasser-Shostak midlertidigt suspenderet fra ridesporten efter mistanke om hestemishandling. Sagen har siden været under behandling hos Det Internationale Rideforbund (FEI), som nu har offentliggjort sin endelige afgørelse.

FEI's disciplinærinstans har fundet Evi Strasser skyldig i hestemishandling ved to episoder den 12. juni og 4. juli 2018. Dermed har hun overtrådt artikel 142 i FEI's generelle reglement fra 2018, der omhandler hestemishandling.

Copyright Ridehesten.com
Evi Strasser fra 2009. Foto: Ridehesten.com/ Britt Carlsen

FEI's disciplinærinstans har desuden fundet hende skyldig i forhold vedrørende skade på ridesportens omdømme og brud på FEI's adfærdskodeks for hestens velfærd. Disse forhold er dog omfattet af afgørelsen om hestemishandling, og der er derfor ikke idømt særskilte sanktioner for dem.

Straffen lyder på fire års udelukkelse fra ridesporten. I afgørelsen er der taget højde for de perioder, hvor Evi Strasser allerede har været midlertidigt suspenderet. Det gælder perioden fra den 18. februar til den 15. maj 2024 samt fra den 12. november 2024 og frem til meddelelsen om afgørelsen.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Derudover skal hun betale en bøde på 4000 schweizerfranc samt 10.000 schweizerfranc til dækning af FEI's sagsomkostninger. Det svarer til cirka 113.300 danske kroner. 

Fakta
Om Evi Strasser

Evi Strasser er en canadisk dressurrytter, der gennem flere årtier har været en del af den internationale dressursport. Hun er født i Tyskland den 13. februar 1964, men har repræsenteret Canada ved flere store mesterskaber.

I 1996 deltog hun ved OL i Atlanta, hvor hun red for Canada. Hun har desuden repræsenteret sit land ved VM i Aachen i 2006 og har deltaget ved hele fire World Cup-finaler i henholdsvis 1995, 1997, 2005 og 2007.

Ved Pan American Games i 2003 var hun med til at sikre Canada sølv i holdkonkurrencen i dressur.

Fold up

Datteren frifundet
Mens FEI's disciplinærinstans har fundet Evi Strasser skyldig, er udfaldet anderledes for hendes datter, Tanya Strasser-Shostak.

Anklagerne mod datteren om hestemishandling, skade på ridesportens omdømme og brud på FEI's adfærdskodeks er blevet afvist. Hun idømmes derfor ingen sanktioner, og hendes midlertidige suspension ophæves med øjeblikkelig virkning.

Den fulde afgørelse fra FEI's disciplinærinstans vil blive offentliggjort på et senere tidspunkt. Det er derfor endnu ikke offentligt kendt, hvad der konkret fandt sted ved de to episoder i 2018.

Copyright Ridehesten.com
Evi Strassers datter, Tanya Strasser-Shostak, er blevet frifundet i sagen. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Kilde: FEI. 

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen