Anna Pørtner
Hele 21 danske ryttere er i disse dage til start ved det internationale dressurstævne New Era International Dressage i Sverige. Allerede på stævnets første dag har danskerne markeret sig med flere topplaceringer og sejre i både junior-, pony-, ungrytter- og Grand Prix-klasserne.
Fra den 8.-11. november danner Flyinge Kungsgård i Sverige rammen om det internationale dressurstævne, hvor ryttere fra syv nationer er til start. Med hele 21 danske ekvipager til start er Danmark den nation, der stiller med næstflest ryttere efter værtsnationen Sverige.
Ud over Danmark og Sverige er Australien, Finland, Norge, Polen og Sydafrika repræsenteret ved stævnet. Det betyder, at der er rig mulighed for at følge de danske ryttere i aktion på tværs af aldersgrupperne, hvor både pony-, children-, junior-, ung-, U25- og seniorryttere er til start.
Danskerne dominerede podiet
Allerede på stævnets første dag kom de danske ryttere godt fra start. Hos juniorerne blev det således til både anden-, tredje- og femtepladsen i dagens klasse.
Malina Bøgh Skovsager og Blue Hors Zampalo e. Blue Hors Zack/ Brentano II red sig ind på andenpladsen med 70,707%. Dommeren ved C havde ellers parret som vinder af klassen, men samlet set blev det til en dansk andenplads.
Tredjepladsen gik ligeledes til Danmark, hvor Sofie Aagaard Buur-Thomsen og DV-hesten Hodja Højris e. Don Olymbrio/ Olympic Ferro (opdr. Betty Rasmussen) opnåede 70,101%. Emilie Hansen og DV-hoppen Sensation Unik e. Don Juan de Hus/ Tailormade Temptation (opdr. Stutteri Unik v/Morten Skov) sørgede for endnu en dansk placering i toppen med 68,838%, hvilket rakte til femtepladsen.
Også i ponyrytternes klasse var der dansk succes. Her red Conrad Tolstrup og Der Kleine Lord e. Der Feine Lord/ Chantre B sig ind på tredjepladsen med 70,476%. Sejren og andenpladsen gik til svenske Amelia Helene Lilliehöök, men Conrad sørgede altså for, at Danmark også var repræsenteret på podiet i ponyklassen.
Dansk Grand Prix-sejr
Herefter var det tid til den 3-stjernede Grand Prix, hvor 20 ekvipager var til start. Fire af dem var danske, og selvom svenskerne var i overtal, blev det danskerne, der satte sig på de to øverste placeringer.
Sara Aagaard Hyrm og DV-vallakken Atterupgaards Cooper e. Charmeur/ I.P.S. Gribaldi (opdr. Atterupgaard) leverede et stabilt program, som dommerne belønnede med 68,478%. Det sikrede ekvipagen sejren foran landsmanden Dennis Fisker, der med MSJ Diamonds Are Forever e. Diamond Hit/ Royal Classic red til 68,304% og dermed tog andenpladsen.
Der var stor uenighed blandt klassens dommere, men det ændrede ikke på, at det blev et overlegent dansk podie i dagens Grand Prix-klasse. Efter sejren var Sara Aagaard Hyrm glad for både resultatet og sin hest.
– Jeg er rigtig glad for i dag og stolt af Cooper. Det er så dejligt at være afsted til et godt arrangeret stævne i super dejlige forhold.
– Vi har nogle ting, vi gerne vil forbedre og nørde videre med. Jeg ser rigtig meget frem til at ride vores kür i morgen, fortæller hun.
Ungrytterne fortsatte sejrsstimen
Dagens sidste klasse var for ungrytterne, hvor 17 ekvipager var til start. Også her var svenskerne i overtal, men det blev endnu en gang en dansker, der løb med sejren.
Michella Skovsager og Zimillione PT2 e. Gammelenggaards Zappa/ Fuerst Nymphenberg leverede dagens bedste program ifølge samtlige tre dommere. Med 71,421% kunne den danske ekvipage dermed indtage førstepladsen foran to svenske ryttere.
Michella havde også sin anden hest, DV-vallakken Blue Hors Elliott e. Erlando/ Romanov (opdr. Julianelyst ApS), med i klassen. Her blev det til 68,530% og en flot fjerdeplads.
Stævnet fortsætter de kommende dage, og allerede i morgen, mandag, er der igen masser af danske ryttere at følge. Juniorerne lægger ud fra morgenstunden, inden childrenrytterne og derefter ponyrytterne skal på banen. Om eftermiddagen gælder det ungrytterne, mens dagen afsluttes med den 3-stjernede Grand Prix kür. Her er danske Jeanette Larsen og Sara Aagaard Hyrm blandt de startende.