Thomas Bach Jensen
Det lå ikke i kortene, at Hannah skulle leve af at ride. For selvom hendes mor red som ung, og hendes far som ung havde arbejde som stalddreng, var der aldrig nogen af dem, der havde egen hest.
– Jeg ved ikke præcis, hvor min kærlighed til hestene kommer fra, men så længe jeg kan huske tilbage, vidste jeg, at det var det, jeg ville, fortæller hun.
Hun mener at det måske stammer fra nogle hestefilm, hun og lillesøsteren så, da de var små. Herefter begyndte de at plage forældrene om at få lov til at starte på den lokale rideskole. Siden da fik hun part på private heste og modtog meget undervisning. Herefter har hun redet for avlere og hjulpet andre ryttere med deres heste.
Efter Hannah havde færdiggjort gymnasiet, valgte hun at bringe et gammelt ønske til live; at tage på en riderejse. Oprindeligt var planen safari på hesteryg, men hun faldt over et sted i Portugal med højt uddannede lusitanoheste.
– Jeg blev mødt af fantastiske mennesker og heste og havde det skønneste ophold i oktober 2025, fortæller Hannah.
Hun fortalte ejerne Rita og Carlos, at hun var glad for stedet. Pludselig blev hun tilbudt en praktikplads, og allerede i november var hun tilbage.
– Efter et par måneder i praktik blev jeg kun gladere og gladere for hestene, menneskerne og stedet. Jeg snakkede med Rita om det, hvorefter hun tilbød mig jobbet her, hvilket jeg er dybt taknemmelig for, fortæller Hannah, der omgående takkede ja.