Endnu 15 medaljeaspiranter til eliteskue

14-08-2025 20:37

En stor kåringsdag for Dansk Varmblod hos Randbøl Dressage Academy er til ende med hele 13 hopper og to vallakker udtaget som medaljeaspiranter til Krafft Eliteskue

Copyright Ridehesten.com
Endnu en vellykket kåringsdag er overstået, denne gang hos Randbøl Dressage Academy. Her ses Grevens La Femme. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

De fremragende faciliteter hos Randbøl Dressage Academy dannede i dag, torsdag den 14. august, rammen om Dansk Varmblods sadelkåring af hopper og vallakker. Ti vallakker, tretten 4-års og ældre hopper samt 43 tre-års hopper er blevet bedømt af to dommerhold i dag.

Ti 3-års hopper i finalen
De to dommerhold udpegede til sammen ti hopper til finaleringen. Årets hingste Hesselhøj Donkey Boy og Revolution satte deres præg på finaleringen med hver to afkom, hvor Blue Hors Zack stod som morfar til tre hopper.

Dagens Bedste hoppe blev Stenagers Madeleine e. Blue Hors Monte Carlo TC/ Sandro Hit opdrættet af Bjarne og May-Britt Christensen og ejet af opdrætterne samt Martin Klavsen og & Julie Engstrøm Kruse Hansen. Om hende sagde Vicky Nortvig på vegne af dommerne:

En meget sympatisk og vellinjeret hoppe, hvor vi måske nok kunne have ønsket lidt større partier. En hoppe som har kønspræg og et godt udtryk. Hun har en lang velformet hals. Vi blev betaget af hende under rytter, hvor hun går i flot balance. Hun har tre funktionelle, smidige og regulerbare gangarter. Den bedste gangarter i dag er skridten, hvor hun holder takten, arbejder gennem hele kroppen, og går med stor rummelighed 8,5. God rummelighed, bæring og balance i galop og trav. Hoppen har vist sig særdeles ridelig og samarbejdsvillig 9,0, hvilket udløste en billet til Dansk Varmblods Krafft Eliteskue, der afholdes om små 14 dage.

Følgende 3-års finalister fik adgang til Krafft Eliteskue:

  • Enjoy Iberia Fetti e. Asgard’s Ibiza/ Blue Hors Zack fra Enjoy Horses v/Jessie Bech Ditlevsen
  • Fineline e. Fürstenball/ Johnson fra Jim Rasmussen og Dennis Kjær
  • Hayley GH e. Hesselhøj Donkey Boy/ Blue Hors Zack fra Helle og Gunnar Mikkelsen
  • Dior Askehaven e. Hesselhøj Donkey Boy/ Blue Hors St. Schufro fra Lisa Munch Holst
  • Grevens Isa Stepz e. Iron/ Revolution fra Stutteri Greven
  • Kvistgaards Odette e. Revolution/ Painted Black fra Lilli Kvistgård
  • Rubin e. Revolution/ First Choice fra Lisbet B Andersen og i dag ejet af opdrætteren og rytteren Ida Hofman Bang.
  • Sorriée L e. Secret/ For Romance fra L Horses
  • Fredensdals Swan Lee e. Total Hope/ Blue Hors Zack fra Linda Falensteen og Martin Strande.

Ti vallakker til bedømmelse
Da Dansk Varmblod i foråret lancerede muligheden for, at man kunne tilmelde vallakker til bedømmelse, var det med forhåbning om, at det nye tiltag ville blive taget godt imod. Ved dagens kåring hos Randbøl Dressage Academy var der ti vallakker til bedømmelse, og ni af dem blev kåret i V-RDH og én i V-RDS. Dommerne Johnny Sørensen, Christian Springborg og Rune Willum udpegede to vallakker til finaleringen, og begge fik adgang til Krafft Eliteskue, hvor de er medaljeaspiranter, som det kendes fra bedømmelsen af hopper.

Dagens bedste vallak, redet af Ida Hofman-Bang, blev 4-årige Aagaardens Fardin e. Blue Hors Farell/ Blue Hors Zack fra Stutteri Aagaarden. I stammen er der flere medaljehopper og sportsheste. Om ham sagde dommerne:

En storrammet, højtstillet vallak, med et dejligt udtryk, og han har virkelig overbevist os i rideprøven. Han fik 7,5 for sin taktfaste skridt, og 8,5 for sin dejlig rummelige og smidige trav, og han shiner helt i galop, hvor han arbejder rummeligt med stor bæring 9,0. Han har vist sig meget ridelig og fået 8,5 samt 8,5 i kapacitet.

Følgende vallakker blev ligeledes udtaget til eliteskuet:

  • EVO Fraser e. Fynch Hatton/ Desperados fra Stutteri EVO, og redet for dommerne af Emme-Mette Strandby Hansen. EVO Fraser er trukket direkte på Jane Serup Jensens A-hest Desperada.

Tre finalister til eliteskue
Hopper kan komme til sadelkåring i alle aldre. I dagens hold af 4-årige og ældre hopper var der 13 hopper til rideprøve. Dommerholdet bestående af Vicky Nortvig, Else Libach og Bjarne Nielsen udpegede tre hopper til finalen, og alle tre fik invitation til Krafft Eliteskue.

Dagens bedste hoppe i holdet blev 4-årige Grevens La Femme e. Blue Hors Farell/ Blue Hors Don Olymbrio redet af Silje Bakken op ejet og opdrættet af Stutteri Greven & Anders Christiansen. Om hende sagde dommerne:

Det er en stor, storrammet hoppe, passende harmonisk, med en smidig overlinje, og et solidt fundament. Hun har skridtet overbevisende til 9-tal, med en dejlig funktionel og smidig trav 8,5 og med en indundergribende og velafbalanceret galop 8,5 - samme karakter fik hun i både ridelighed og kapacitet.

Følgende hopper blev ligeledes udtaget til eliteskuet:

  • Stengårdens Faye e. Freestyle/ Blue Hors Romanov fra Louise Jørgine Larsen
  • Bjørnmose’s Blitz Baby e. Hesselhoej Down Town/ Bon Bravour fra Maiken Søgaard Bjørnmose Hansen.

Katalog og resultater. 

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner