5-års verdensmesteren i front på Blue Hors (VIDEO)

15-10-2021 11:33

I den indledende klasse for 5-årige dressurheste ved finalerne for Pavo og Dansk Ride Forbunds championater for ungheste på Blue Hors har hingsten Hesselhøj Down Town lagt sig i spidsen efterfulgt af endnu et Hesselhøj Donkey Boy-afkom

Copyright Ridehesten.com
Jeanna Högberg og Hesselhøj Down Town. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Igen i dag med start kl. 7.00 er tilskuerne på Blue Hors blevet forkælet med masser af god ridning på kvalitetsheste, og i dag har det været de 5-årige dressurheste, der har gået deres indledende program i finalen af Pavo og Dansk Ride Forbunds championater for ungheste.

Elitehingsten Hesselhøj Donkey Boy har sat sit præg på klassen som far til fem af de 12 heste, der er gået direkte videre til finalen fra denne klasse, nemlig hestene placeret som nr. 1, 2, 7, 9 og 11. Om end det har været meget forskellige heste, så har hans afkom i klassen i dag vist meget kvalitet.

Ikke overraskende blev dagens vinder i dag den regerende verdensmester, guldvinderen ved UVM for 5-års, Hesselhøj Down Town e. Hesselhøj Donkey Boy/ Blue Hors Zack (opdr. Hans Jørgen Hoeck) smukt redet af svenske Jeanna Högberg, der lykkedes med at vise DV-hingsten lige så fejlfrit som i UVM-finalen og endnu bedre afspændt. Dommerne, Kurt Christensen og Bjarne Nielsen, belønnede Hesselhøj Down Town med intet mindre end tre 10-taller for trav, galop og ridelighed, 9,5 for skridt og 9,8 for kapacitet. Bedre kan det ikke gøres, og således blev det samlede resultat på 98,6.

Copyright Ridehesten.com
Eric Guardia Martinez og Tophøjs Diadora. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard.

Den rytter, der indtil videre har efterladt sig det mest positive indtryk over de to første dage ved finalestævnet, er Helgstrand Dressages spanske rytter Eric Guardia Martinez, der har kvalificeret sig med en række heste af meget høj kvalitet, heriblandt DV-hoppen Tophøjs Diadora e. Hesselhøj Donkey Boy/ Blue Hors Don Romantic (opdr. Anette Nilausen og Niels Jørgen Johansen), som han rider for opdrætterne, der også ejer den store og meget ridelige hoppe. For dagens ridt kvitterede dommerne med 9,5 for trav, 8,8 for skridt, 9,0 for galop, 9,5 for ridelighed og 9,2 for kapacitet og dermed 92,0 og en sikker andenplads.

Copyright Ridehesten.com
Michael Grønne og Svalegårds Hot Zalina. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Endnu en DV-hest indtog tredjepladsen og endnu en meget velredet og flot præsenteret hoppe, nemlig Svalegårds Hot Zalina (opdr. Stutteri Svalegård) med berider Michael Grønne i sadlen. Denne sølvmedaljehoppe er trukket på Else-Marie & Jens Chr. Krabbes elite-sølvmedaljehoppe Svalegårds Hottie, der selv var meget succesfuld ved UVM i sin tid. Hot Zalina, der i alle tre gangarter bevæger sig dejligt løsgjort og igennem kroppen, blev i dag belønnet med 9,0 for trav, 8,7 skridt, 8,8 for galop og to 9-taller for ridelighed og kapacitet.

Copyright Ridehesten.com
Jeanna Högberg og Hesselhøj Down Town. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard.

Direkte videre til finalen gik også bl.a. guldmedaljehoppen  Polka Sensation M e. Furstenball/ Sandro Hit (opdr. Sanne Mathiasen) og de kårede hingsten Fynch Hatton e. Formel Eins/ Sir Donnerhall I og Blue Hors Zackorado e. Blue Hors Zack/ Florencio I.

Klassens resultat.

Stævnets start- og resultatlister.

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen