Annika Knudsen Lorentsen
Fremtidens dressurheste er samlet i Jyske Bank Boxen ved World Cup Herning, hvor Dansk Ride Forbunds Championat for unge dressurheste i denne uge skal kåre årets bedste heste i aldersgrupperne fra fire til syv år.
For de 4-årige var der i dag den indledende klasse på programmet, og her bedømmes hestene på deres gangarter, ridelighed, kapacitet og harmoni. I modsætning til de ældre årgange er der ikke en B-finale med mulighed for at kvalificere sig videre, og det er altså udelukkende i dag, at man havde mulighed for at sikre sig en plads i den endelige finale. De 22 bedst placerede daegns indledende klasse går direkte videre til finalen.
Furious viste særligt stærk galop
Alexander Yde Helgstrand og hingsten Furious leverede klassens bedste resultat med 92,714 procent. Den 4-årige DV-hingst er efter Fair Deal og har De Niro som morfar. Han er opdrættet af Enrico Schöbel.
Furious fik 9,5 for trav, 8,5 for skridt og hele 9,7 for galop. Også harmonien blev vurderet særdeles højt med 9,5, mens kapaciteten fik 9,2 og rideligheden 9.0. Med 9,7 for galop opnåede Furious klassens højeste karakter i denne kategori, og den høje harmonikarakter understregede det samlede indtryk af den unge hingst.
Resultatet føjer sig til en stærk sæson for ekvipagen. Furious kom til finalestævnet med årets højeste kvalifikationsresultat blandt de 4-årige, efter at parret havde opnået 96,000 procent ved kvalifikationen hos Sportsrideklubben Aalborg. Her blev hingsten blandt andet belønnet med 10,0 for både galop og ridelighed.
Strandagergårds McCloud tog andenpladsen
Mette Sejbjerg Jensen red sig ind på andenpladsen med Strandagergårds McCloud, der opnåede 90,143 procent. Den røde DV-hingst er efter My Vitality og har Sezuan som morfar. Han er opdrættet af Jens Jørgen Abildskov.
McCloud fik 9,2 for trav, 8,2 for skridt og 9,5 for galop. Rideligheden blev vurderet til 9,0, mens kapaciteten fik 8,8 og harmonien 9,2.
Galoppen var dermed hingstens stærkeste karakter, og med 9,5 var den kun overgået af Furious, som jo var dagens vinder. Med 90,143 procent kom Strandagergårds McCloud således over 90-procentsgrænsen og sikrede Mette Sejbjerg Jensen en placering blandt de allerbedste og en sikker finaleplads.
Mette Sejbjerg Jensen fulgte op med Fair Game e. Fair Deal/Escolar (opdr. Ingo Könemann) på tredjepladsen, og tog dermed to top-3 placeringer. Den 4-årige hingst opnåede i dag 88,571 procent.
Hingsten fik 8,8 for trav, 8,4 for skridt og 9,0 for galop. Rideligheden blev vurderet til 9,0, mens kapaciteten fik 9,2 og harmonien 8,8.
Frederikke Gram Jacobsen og hoppen Alanis F opnåede 88,429 procent og sluttede på fjerdepladsen. Hoppen er efter Secret og har Skovens Rafael som morfar, og hun er opdrættet af Future Dressage.
På femtepladsen blev det Rianna Percy og La Vida e. Iron/Fürst Jazz (opdr. Fam. Hougaard Pedersen og S. Ladefoged) med 86,286 procent.
Direkte adgang til finalen
For de 4-årige går de 22 bedst placerede ekvipager fra den indledende klasse direkte videre til finalen, som afholdes senere denne uge. De øvrige kan ride B-finale, men denne afdeling giver ikke adgang til den endelige finale. I de andre årgange er der finalepladsen på højkant i B-finalen.
Det betyder, at der var meget på spil i dagens indledende klasse, og det er nu afgjort hvem, der har sikret sig en finaleplads.
[F1]