– Jeg kniber mig dagligt i armen

23-10-2026 21:06

Da Malou Mulbjerg Larsen kørte hjemmefra med kurs mod World Cup Herning, var det endnu ikke sikkert, at hun skulle ride sin første S-klasse. Men efter grønt lys fra teamet endte debuten med en sejr i EY Cup Grand Prix og en billet til finalen i Salzburg

Copyright Ridehesten.com
Malou Mulbjerg Larsen og Tannenberg Dree Boeken vandt deres første S-klasse. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Malou Mulbjerg Larsen havde længe drømt om at ride sin første S-klasse, men da hun kørte hjemmefra med kurs mod World Cup Herning i sidste uge, var det endnu ikke sikkert, at hun skulle til start. Det endte med en oplevelse, hun sent vil glemme, da hun sammen med Tannenberg Dree Boeken vandt EY Cup Grand Prix over 145 cm.

Det var ikke givet, at Malou Mulbjerg Larsen skulle ride med i EY Cup Grand Prix'en ved World Cup Herning. Den unge springrytter havde længe haft et ønske om at prøve kræfter med sin første S-klasse, men da hun og hesten Tannenberg Dree Boeken e. Otangelo/ Darco kørte hjemmefra, havde hun endnu ikke fået grønt lys fra sin træner og sit team.

Det var nemlig også første gang, at Tannenberg skulle springe på det niveau, og da det var parrets første indendørsstævne i denne sæson, gjorde det beslutningen lidt større. Heldigvis blev Malou, hendes far og træner Bo K. Møller samt ejer af hesten, Lars Fedder enige om, at tiden var inde til at give ekvipagen chancen.

– Jeg ønskede bare at gøre mit allerbedste for ikke at skuffe nogen og give T en god debut også, da det også var hans første gang i en S-klasse, fortæller Malou.

Copyright Ridehesten.com
Da parret tog hjemmefra, havde de endnu ikke besluttet, hvorvidt de skulle stille op i den 145 cm høje klasse. Foto: Ridehesten.com/ Aviaja Vindum Hansen

T var klar til opgaven
Da først beslutningen var truffet, var Malou spændt på at komme på banen. Hun beskriver dog ikke sig selv som nervøs, og på opvarmningen mærkede hun, at Tannenberg var klar til opgaven.

– Jeg var ikke nervøs, men bare spændt, som man skal være, og T føltes helt vildt klar på opvarmningen. Han er en ualmindelig god hest, og selvom han er hingst, så er han altid max fokuseret på opgaven, fortæller hun.

Tannenberg er ifølge Malou en forsigtig hest, der gerne vil gøre sit bedste, og det fik de brug for i den internationale klasse over 145 cm. Blandt de 40 startende ekvipager var der 16, som klarede hovedrunden fejlfrit og gik videre til omspringningen.

Malou og Tannenberg var blandt dem, og dermed var de allerede kommet godt fra start i deres første S-klasse. Nu ventede en omspringning mod en række stærke konkurrenter.

Copyright Ridehesten.com
Malou beskriver Tannenberg Dree Boeken som en ualmindeligt god hest. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Malou satsede i omspringningen
Med 16 ekvipager i omspringningen var der nok at holde øje med. Malou var tidligt på banen og fik derfor mulighed for at sætte tempoet og lægge pres på de efterfølgende ryttere.

– At vi red nul i hovedrunden, føltes så fedt, men der var mange stærke ekvipager til omspringningen, og det var et stort felt. Jeg lå tidligt i feltet og fik grønt lys til at satse lidt. T var med mig hele vejen rundt, og flere gange gav han sig også bare max og viste, hvad han kan, fortæller hun.

Ekvipagen kom fejlfrit gennem omspringningen i tiden 41,60 sekunder. Det viste sig at være nok til at vinde klassen, da hollandske Siebe Leemans og Melody sluttede blot syv hundrededele af et sekund langsommere.

Dermed kunne Malou og Tannenberg fejre sejren i deres første S-grandprix. Og det skete i de særlige rammer i Herning, hvor publikum kvitterede med stående applaus på æresrunden.

– At ride i Herning er altid helt specielt, og jeg fik virkelig gåsehud, da publikum rejste sig og gav mig en stående applaus på den sidste æresrunde. At vi vandt vores begges første S-grandprix i sådan et felt – ja, det skal man dagligt knibe sig selv lidt i armen for at forstå, siger hun.

Copyright Ridehesten.com
Malou og Tannenberg Dree Boeken ved Agria DRF-mesterskaberne tidligere på året. Foto: Ridehesten.com/ Juliemaja Søndergaard

En sæson med muligheder
Sejren blev ikke alene en særlig debut for Malou og Tannenberg. Den sikrede også ekvipagen en billet til finalen i European Youngster Cup, EY Cup, som afvikles i Salzburg i Østrig fra den 3. til 6. december.

Her venter endnu en international udfordring for den unge rytter, der ser tilbage på en sæson med mange oplevelser gennem samarbejdet med Lars Fedder.

Om turen går til Østrig, er dog endnu ikke afgjort. Efter en begivenhedsrig sæson skal Malou og teamet nu overveje, om finalen er det rette næste skridt, eller om Tannenberg skal have en vinterpause.

– Jeg er så glad og taknemmelig for mit samarbejde med Lars og alle de oplevelser, T og jeg har fået i denne sæson. Det er helt vildt at tænke på, at vi faktisk også har fået en ny og spændende billet til endnu en fed oplevelse i EY Cup-finalen i Østrig. Nu skal vi lige finde ud af, om vi tager afsted, eller om T skal have en lille vinterpause, afslutter Malou.

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner