Anna og Cathrine i OL finale

14-08-2016 21:09

Britt Carlsen

OL

Så er det lige før de individuelle medaljer skal uddeles i dressur i Rio, mandag formiddag lokaltid, eftermiddag dansk tid, rider Anna Kasprzak og Cathrine Dufour på banen for Danmark

Mandag slutter OL for dressurrytternes vedkommende med et brag af en OL finale, hvor verdens pt. 18 bedste dressurryttere mødes i kampen om ære og medaljer. Æren har de dog nået, at blive blandt verdens bedste ryttere i et OL år, hvor konkurrencen har været så hård, som jeg ikke mindes den tidligere - det er en stor præstation i sig selv. 

Anna Kasprzak rider først på banen med Donnperignon kl. 10.10 - det er USAs Steffen Peters som åbner kürfinalen. Anna rider sin velkendte kür, som hun siger: Hun kunne ikke forestille sig Pepe med en anden kür. Hun fik den lavet lige før OL i London, selvom flere fortalte hende, at hun ikke skulle forvente at nå OL finalen. - Jeg ville bare ikke rejse til London uden at have en kür klar, smiler Anna, og godt hun stoled på egne evner, for Anna red sig i finalen i London, og nu har hun gjort det igen - og på den samme hest.

Cathrine Dufour og Cassidy har start kl. 11.25 mellem Hans Peter Minderhoud og Carl Hester. Det er Cathrines første år som seniorrytter, og OL har været et mål gennem hele karrieren. Mine kolleger i pressecenteret taler meget om Cathrine, og om hvor godt det er, at hun selv har bragt hesten frem fra 6-års over to guldmedaljer ved EM for ungryttere og ind i seniorrækken. Det er god reklame for dressursporten, lyder det i pressecenteret. 
Cathrine rider samme kür som den hun sejrede med ved DM, men med ny musik. - Gåsehudsmusik, kalder hun det. 

Også Severo Jurado Lopez har nået OL finalen med Lorenzo. Han rider på banen kl. 13.00 som tredje sidste rytter mellem Dorothee Schneider og Laura Graves. Og det er Isabell Werth som slutter dressurkonkurrencerne, når hun rider på banen kl. 13.20 - 18.20 dansk tid. 

Se startlisten HER 

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen