Arrangement: Hestehandel med omtanke

14-08-2025 12:14

Det kan være svært at finde rundt i, hvad man bør - og bestemt ikke bør - gå på kompromis med i en handelssituation. Derfor har den nye forening Ung i Ridesport teamet op med dyrlæge Jonas Rasmussen, der vil give sine bedste råd til en vellykket hestehandel

Copyright Ridehesten.com
At købe ny hest kan godt være svært. Hvad kan man gå på kompromis med, og hvornår skal man stoppe op? Ung i Ridesport inviterer til en aften, hvor man får dyrlægens bedste råd til en vellykket hestehandel. Foto: Ridehesten.com/ Annette Boe Østergaard

Når man leder efter ny hest, drømmer mange om at finde den helt perfekt makker - men findes den egentligt? Hvad er det vigtigt at holde fast i, når drømmer møder virkelighed, og bør man måske gå lidt på kompromis, når det kommer til handelsundersøgelsen? 

Alle disse overvejelser giver dyrlæge Jonas Rasmussen sit besyv på, når foreningen Ung i Ridesport inviterer til en spændende aften på Højgård Hestehospital i Odense den 4. september 2025. Her vil Jonas Rasmussen dele ud af sine bedste råd om, hvad man som køber bør, og ikke bør, gå på kompromis med i en handelssituation. 

Med afsæt i sin erfaring fra handelsundersøgelser vil han give et indblik i, hvilke fund der bør vægte tungt i beslutningen om køb, og hvilke punkter der måske ikke behøver at være afgørende for, om hesten er den rigtige for dig. Arrangementet er oplagt for ryttere og hesteejere, der står over for et køb, eller som blot ønsker at blive klogere på, hvordan man bedst balancerer drømme og realitet, når man køber hest. 

Copyright Ridehesten.com
Dyrlæge Jonas Rasmussen deler ud af sin erfaring og sine bedste råd til, hvordan man bedst muligt sikrer sig i en handelsundersøgelse. Foto: Privat

Udover at dele ud af sine mangeårige erfaringer, vil Jonas Rasmussen også komme med konkrete eksempler på typiske dilemmaer fra virkelige handler. Hvad betyder det for eksempel, hvis hesten har en mindre røntgenforandring? Hvornår er det noget, man kan leve med, og hvornår bør det få alarmklokkerne til at ringe? 

Der bliver rig mulighed for at stille spørgsmål undervejs, så deltagerne kan få afklaret netop de bekymringer eller overvejelser, de selv står med. Målet er, at alle går derfra med en større sikkerhed og en bedre mavefornemmelse næste gang, de overvejer at skrive under på en købskontrakt. 

Arrangementet finder sted den 4. september 2025 hos Højgård Hestehospital i Odense - Rugårdsvej 696, 5462 Morud. Der vil også være mulighed for online deltagelse. Det kræver et medlemsskab hos Ung i Ridesport for at deltage. Alle tre medlemstyper er velkommen, og man kan tage en ledsager med gratis. Læs meget mere om medlemsskaberne her. 

Tilmeld dig arrangementet her.

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen