Trine Askjær-Jørgensen
Ved weekendens Dansk Varmblods Krafft Eliteskue stod årets dressurbetonede hingsteføl 2025, Tophøjs Excellent e. Extreme U.S./ Floriscount, ud i mængden med masser af kraft, udtryk og fremragende bevægelser.
Berider, VM-holdguld og OL-holdsølvvinder Daniel Bachmann Andersen, der blandt andet deltog ved landsstævnet på Vilhelmsborgs gårdsplads og gav clinic ved eliteskuet søndag, kunne ikke stå for det fine føl, som han nu har købt sammen med partnerne CVL Horses ved Vivi og Christian Vang Lauridsen.
– Jeg er heldig at have Christian og Vivi Vang Lauridsen fra CVL Horses som partnere i købet af dette føl, og de har topfaciliteter til ungheste, så Excellent kommer selvfølgelig til at bruge de første år af sit liv hos dem og deres professionelle team, fortæller Daniel.
Daniel er ny på følmarkedet, og hans plan er at prøve at købe 1-2 topkvalitetsføl hvert år for at sikre fremtidige stjerner til sporten. I Excellent har han et fremragende bud.
Det brune hingsteføl er fjerde generation på Stutteri Tophøj ved Anette Nilausen og Niels-Jørgen Johansen, og det er efter sølvmedaljehoppen Feline e. Floriscount/ Solos Landtinus.
Faren Extreme U.S. e. Escamillo/ Vivaldi vandt materialprøven i hollandske Ermelo i 2022, Pavo Cup-finalen i Ermelo i 2023 samt hingstekonkurrencefinalen 2023/24 i Den Bosch. Hingstens far Escamillo er desuden far til mere end 45 kårede sønner og har starter og placeringer i 3-stjernet Intermediaire II med over 73%.
– Når jeg ser et føl med kvaliteter som Excellents, kan jeg ikke lade være med at drømme om min næste tophest. Jeg har stor respekt for avlerne, som år efter år har arbejdet på at forfine deres avlsprogram, og jeg håber at bidrage til deres hårde arbejde med god uddannelse af hestene, siger Daniel.
Avlerne Anette Nilausen og Niels-Jørgen Johansen siger til H2R: – Vi er altid glade for at sælge vores føl til ambitiøse ryttere, og selvfølgelig vil vi elske at kunne følge deres udvikling og uddannelse.
– Vi har netop været i Crozet for at overvære EM i dressur, hvor "vores" Rockson efter Rockefeller/Sorento repræsenterede Schweiz under Jessica Neuhauser. Det var lidt af en drøm, der gik i opfyldelse, at sidde på tribunen og heppe på Rockson og Jessica og hilse på ham i stalden, tilføjer Anette.