Ben Maher vinder guld i Tokyo!

04-08-2021 11:57

Annika Knudsen Lorentsen

Netop nu er omspringningen i den individuelle konkurrence ved OL i springning i gang. Vi følger finalen tæt, ligesom vores ekspert, Lars Bak Andersen, vil komme med kommentarer undervejs

Copyright Ridehesten.com
Svenske Peder Fredricson og H&M All In. Foto: FEI/Christophe Taniére

OL finalen ved OL i springning afgøres i dag, og her er de 30 bedste ekvipager fra kvalifikationen samlet. Vi har allieret os med Lars Bak Andersen, som kommer med kommentarer til finalen. Læs mere om de hvad der venter i finalen HER, hvor Lars Bak Andersen fortæller lidt omkring nogle af de ryttere der skal ride finalen, eller de nationer, hvor alle deres ryttere, har fået en plads i finalen. Følg vores løbende opdateringer fra finaleklassen længere nede i denne nyhed.

Alt OL springning vises på DR - læs mere om hvordan det sendes HER.

Fakta
Den individuelle finale

I den individuelle finale mødes de 30 bedste ekvipager fra gårsdagens konkurrence. Rytternes resultat nulstilles, og det betyder, at alle 30 ryttere rider på banen med 0 fejl.

Den individuelle finale rides over en runde, med en eventuel omspringning ved lige placerede i forhold til antal fejl om medaljerne.I en eventuel omspringning vil startrækkefølgen blive lavet ud fra rytternes tid og fejl i hovedrunden. 

Rytterne møder en bane med 14 forhindringer, og i alt 18 forhindringer, da der både er to dobbeltspring og en trekombination. Forhindringerne har en højde på op til 165 cm, og I kan se den fulde baneskitse HER.

Finalen vises på DR2, ligesom man kan følge den på streamingtjenesten Discovery+ eller DRTV.

Fold up

SENESTE OPDATERING:

Kl. 13.53

Podiet bliver følgende tre ryttere:

  • Ben Maher (Storbritannien)
  • Peder Fredricson (Sverige)
  • Maiken van der Vleuten (Holland)

Kl. 13.52

Hollandske Maikel van der Vleuten sidste mand i omspringningen, og han gjorde et godt forsøg med Beauville Z. Han ender med bronzemedaljen.

Kl. 13.50

Svenske Henrik von Eckermann og King Edward fint i mål, og en foreløbig bronzeplads. 

Kl. 13.47

Ben Maher helt ekstremt hurtig, og nu i front med Explosion W, som red fejlfrit i tiden 37,85 sekunder. 

Kl. 13.45

Peder Fredricson og All In i mål i en endnu hurtigere tid end sin landsmand, og dermed er han i front, og næsten tre sekunder hurtigere.

Kl. 13.43

Malin Baryard-Johnsson er i front efter sit ridt. Fejlfrit i tiden 40,76 sekunder, og dermed lægger hun pres på de kommende ryttere.

Kl. 13.42

Japanske Daisuke Fukushima starter med at ride fejlfrit i tiden 43,76 sekunder. 

Kl. 13.31

Lige nu er der en kort pause inden omspringningen begynder, og vi har derfor taget en lille snak med Lars Bak Andersen, som fortæller følgende:

– Det var virkelig spændende, og svenskerne leverede jo verdensklasse ridning. De er virkelig et godt hold, der står sammen og som har stor erfaring. De viser super horsemanship, også det, at de formår at holde deres efterhånden ældre heste i så god form. De er også godt hjulpet af deres fjerdemand, Rolf-Göran Bengtsson, som kan stå på sidelinjen, og give en god støtte, forklarer Lars, og fortsætter:

– Britiske Ben Maher var jo en af mine forhåndsfavoritter, og så var der japaneren, som virkelig gjorde det godt. Det er et bevis på godt management, hvor tyske Paul Schockemöhle har forberedt ham godt, og så sidder han på en god hest, samtidig med, at han levere superflot ridning. Hollænderen, Maiken van der Vleuten fortjener også sin plads, og der skal rides virkelig godt for at vinde guld i den omspringning, som vi snart skal se. 

Kl. 13.25

Så har alle 30 ekvipager været igennem, og vi sluttede med endnu en fejlfri runde til britiske Ben Maher. Det betyder, at der er seks ekvipager med i omspringningen:

  • Maiken van der Vleuten
  • Henrik von Eckermann
  • Ben Maher
  • Peder Fredricson
  • Malin Baryard-Johnsson
  • Daisuke Fukushima

Kl. 13.16

Så fik vi femte fejlfrie rytter i mål. For hollandske Maiken van der Vleuten og Beauville Z har netop redet banen sikkert igennem, og har meldt sig ind i guldkampen.

Kl. 13.00

Sådan! Tredje og sidste svensker er netop kommet fejlfrit i mål. Her var det sølvvinderen fra Rio, Peder Fredricson og All In, som klarede banen i overlegen stil. 

Kl. 12.45

Endnu en svensker fejlfrit i mål. Her var det Malin Baryard-Johnsson og Indiana, der klarede banen uden problemer og sikkert i mål, fint indenfor tiden. 

Kl. 12.40

Japanske Daisuke Fukushima og Chanyon har netop klaret banen fejlfrit, og dermed er der nu sikret en omspringning om guldet. Ekvipagen var lige nøjagtigt indenfor den tilladte tid. 

Kl. 12.32

Svenske Henrik von Eckermann og King Edward er i mål som første fejlfrie rytter. Vi skulle altså hen til startnummer 10 ud af 30 før vi fik en fejlfrit i mål. 

Kl. 12.17

Imponerende ridning fra irske Cian O'Connor, som red den blot 9-årige Kilkenny fejlfrit rundt på forhindringerne, men en anelse for langsom, og dermed en tidsfejl. Undervejs på banen sås det tydeligt, at Kilkenny fik næseblod, og vi afventer nu at se, hvorvidt det går betydning for den irske rytter. I første omgang er ekvipagen noteret for 1 fejl.

Kl. 12.13

61-årige norske Geir Gulliksen er ældste rytter ved OL, og på trods af en god start, så fik også han problemer rundt på banen, og valgte at trække sig. Stadig ingen fejlfrie efter de første 5 ryttere, og to har valgt at trække sig efter en del fejl på banen. 

Kl. 12.08

Umiddelbart er banen væsentligt sværere i dag, end i går i kvalifikationen, og det ses også på de første tre ekvipager, som alle har haft problemer rundt på banen. 

Kl. 11.58

Om få minutter starter den individuelle OL-finale i springning, hvor vi kan se frem til at se 30 spændende ekvipager, som alle kan ride med om medaljerne. 

– Der er mange gode kandidater, og i princippet kan alle 30 ekvipager ride med om medaljerne, så det bliver en meget spændende klasse af følge, udtaler vores ekspert Lars Bak Andersen.

Copyright Ridehesten.com
Ben Maher og Explosion W fra Storbritannien. Foto: Hippo Foto - Dirk Caremans
Copyright Ridehesten.com
Lars Bak Andersen. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen
Fakta
Om Lars Bak Andersen
  • Professionel dansk springrytter
  • Bosat i Elmshorn i Tyskland
  • Driver sin egen salgs- og konkurrencestald
  • Søn af berider Vibeke Degn Andersen og banebygger og springtræner Bo Bak Andersen
  • Har tidligere blandt andet været ansat som rytter hos Stutteri Ask, hos Holstenerforundet og hos Sören von Rönne
Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen