Annika Knudsen Lorentsen
World Cup Herning dannede i sidste uge rammen om et stævne med dressur og springning i verdensklasse, og samtidig satte arrangementet ny rekord for antallet af besøgende. Hele 25.924 gæster lagde vejen forbi MCH Messecenter Herning og Jyske Bank Boxen, da stævnet fra den 14. til 18. oktober samlede hesteverdenen i Herning.
Årets udgave bød på et udvidet program med konkurrencer i tre arenaer, og det var ifølge stævnechef Casper Cassøe Krüth en glæde at opleve publikums opbakning til de mange aktiviteter. Det forklarer han i en pressemeddelese fra arrangørteamet.
– Vi har haft et fantastisk stævne, hvor udvidelsen har givet plads til endnu mere sport og flere unge talenter. Det er en stor glæde at opleve, hvordan publikum har taget imod det udvidede program og været med til at skabe en fantastisk stemning i alle tre haller, forklarer han.
Topsport og unge talenter trak publikum
En væsentlig del af årets udvidelse var den nye Kingsland Arena, der gav plads til flere konkurrencer og aktiviteter. Samtidig bød programmet på både international dressur og springning, Dansk Ride Forbunds championatsfinaler for 4-, 5-, 6- og 7-årige dressurheste, Baltic Cup-finaler og finalen i Nord-Vest Box Cup.
Dermed kunne publikum opleve både etablerede internationale stjerner og unge ryttere, der er på vej frem i sporten.
Et af stævnets helt store højdepunkter var lørdagens FEI Dressage World Cup™ Freestyle, hvor Cathrine Laudrup-Dufour og Mount St John Freestyle sikrede sig deres tredje World Cup-sejr i træk i Herning. Med 90,000 procent leverede den danske ekvipage en præstation, der begejstrede publikum i Jyske Bank Boxen.
Også springningen bød på store oplevelser, blandt andet med Stutteri Ask Grand Prix, mens de unge springryttere ligeledes fik mulighed for at konkurrere på den internationale scene.
Messen samlede hestefolket
Ud over konkurrencerne var den store messe en vigtig del af arrangementet. Her kunne de besøgende gå på opdagelse blandt udstillernes produkter, nyheder og tilbud, samtidig med at messen fungerede som et naturligt mødested for ryttere, hesteejere og andre hesteinteresserede.
Ifølge arrangørerne var messen særdeles velbesøgt, og kombinationen af sport, shopping og socialt samvær var med til at skabe en samlet oplevelse for de mange gæster.
For World Cup Herning er publikumsrekorden samtidig en anerkendelse af det arbejde, der ligger bag arrangementet. Casper Cassøe Krüth fremhæver i den forbindelse både de frivillige, medarbejderne, officials og samarbejdspartnerne, som bidrager til at få det store arrangement til at fungere. Men også publikum får en særlig tak fra arrangørerne.
– Deres engagement og opbakning løfter oplevelsen for os alle og er med til at gøre World Cup Herning til noget helt særligt, lyder det fra Casper Cassøe Krüth.
Med 25.924 gæster blev World Cup Herning 2026 i år en rekordudgave.