Carina Cassøe Krüth regerede 6-års finalen (video)

15-10-2017 16:35

Berider Carina Cassøe Krüth var ikke til at komme forbi i 6-års finalen ved Dansk Ride Forbunds Dressurchampionat på Blue Hors i dag, hvor hun satte sig på både første- og andenpladsen i en finale, der viste sig at være damernes klasse

Copyright Ridehesten.com
Carina Cassøe Krüth og Red Diamant.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Første startende i 6-års finalen var Carina Cassøe Krüth og Red Diamant e. Blue Hors Romanov/ Dream of Heidelberg (opdr. Mie Sabro Jelle), der ikke fik en karakter under 8,5. Med 9,5 for ridelighed og 9 for kapacitet opnåede ekvipagen samlet 8,92. På vegne af dommerteamet talte Susanne Baarup Christensen begejstret om hoppens store ridelighed og betegnede ridtet som en meget flot opvisning. Traven er elastisk og med god bæring, skridten er taktfast og rummelig, og galoppen rummelig og regulerbar.

Copyright Ridehesten.com
Carina Cassøe Krüth med Heiline's Danciera.

Ingen havde slået den præstation, før Carina Cassøe Krüth som anden sidste rytter red på banen med Heiline's Danciera e. Fürstenball/ De Niro (opdr. Stald Heiline). Parret dansede sig igennem finaleprogrammet til et resultat på 9,10 point og lutter ros fra dommerpanelet. Susanne Baarup Christensen udtalte bl.a. og pragtpræstationen: En dejlig elastisk trav med styrke i versader og traversader, skridten er afslappet og bevarer takten i samling, galoppen er rummelig, op-ad-bakke, velbalanceret og med god evne til samling. En dejlig lydhør hest i flot form og hele tiden opmærksom på sin rytter. Med til historien om Carinas to verdensklasse 6-års hopper hører det, at de begge er ejet af ægteparret Ingrid og Poul Thøgersen.

Copyright Ridehesten.com
Flora og Betina Jæger.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Selv efter Carina Cassøe Krüths to topplaceringer fortsatte det med dygtige kvindelige ryttere fra Nordjylland og deres meget talentfulde hopper. Placeret som nr. 3 kom den tyske hoppe Flora e. Floriscount/ Hohenstein flot og sikkert redet af Helgstrand-rytteren Betina Jæger til 8,76 og karakteren 9 for både trav og kapacitet. Ekvipagen blev fulgt til dørs af vinderekvipagen fra den indledende klasse i går lørdag, beriderelev Anne-Marie Hosbond Bertelsen fra Helgstrand Dressage og den dejlige tyske hoppe Fräulein Hansemann e. Floriscount/ Weltmeyer, der ligeledes opnåede 9 for trav og ridelighed. I dagens ridt indløb lidt spændinger, der gik ud over skridt og galop, men igen var der tale om en absolut fornem præstation, og parret sluttede på 8,54.

Copyright Ridehesten.com
Anne-Marie Hosbond Bertelsen og Fräulein Hansemann.

Se klassens resultat HER.

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen