Anna Pørtner
– Selvom vi altid har vidst, at dagen ville komme, er det svært helt at forstå, at Maskedals Casemiro ikke længere skal stå i sin boks hjemme hos os. Sådan skriver Helle Møller Andersen på Stald Maskedals Facebook-side.
Helle Møller Andersen og Per Christensen har solgt 7-årige Maskedals Casemiro e. Ci Ci Senjor Ask/ Toulouse som de selv har opdrættet til Stutteri Ask. Sammen med Casemiro har de haft mange fantastiske oplevelser, og bl.a. red Helle Casemiro til UVM på Zangersheide.
– Casemiro er ikke bare en hest. Han er vores egen avl. Vi har fulgt ham fra den dag, han kom til verden, og jeg har haft fornøjelsen af selv at uddanne og ride ham hele vejen til internationalt niveau. Sammen har vi oplevet mere, end vi nogensinde havde turdet drømme om – blandt andet placeringer ved championater som 4, 5 og 6 års, nr. 3 til unghestechampionatet, deltagelse ved UVM i Zangersheide som 5 års, sejre på hjemmebane i Herning til World Cup, hingstekåringen og internationale 140 cm-klasser, skriver Helle.
Selvom det har været hårdt at sige farvel til Casemiro, så er de meget glade for, at det netop var Stutteri Ask og Søren Møller Rohde, som de kunne overgive tøjlerne til.
– Vi havde Casemiro med til Hingstekåringen i Herning, og den første som ringede til mig efter Casemiro havde løssprunget var Søren Møller Rohde, for at høre om hingsten var til salg, fortæller Per. Dengang valgte parret at holde fast på deres hest, som ikke opnåede kåring.
Søren har fulgt Casemiro tæt de følge år, og ved Northern Equestrian Festival med Nations Cup på Stutteri Ask var Helle og Casemiro til start.
– Søren spurgte igen, hvad vi skulle have for ham, og jeg sagde et beløb, og Søren svarede: Hvornår kan jeg prøve ham? Fortæller Per, og herefter er det gået stærkt.
Der har været mange bud på den velspringende vallak, og at det netop blev Søren og Stutteri Ask de i sidste ende solgte til, giver parret både en glæde, stolthed, og en høj grad af taknemmelighed. Nu bliver Casemiro i Danmark og han får de bedste betingelser for at udvikle sig.
– Noget af det vigtigste for os har været at finde det helt rigtige sted til ham. Et sted, der tror på ham, og som ikke har købt ham med videresalg for øje, men med ønsket om at investere i hans fremtid og videre udvikling, skriver Helle.
– Der var langt hjem fra Fyn, fortæller Per om dagen, hvor parret kørte Maskedals Casemiro til hans nye hjem, men som Helle skriver: – Selvom Casemiro nu får en ny adresse, er dette ikke et farvel. Vi vil altid være hans største fans. Vi vil følge ham tæt, glæde os over hans succeser og være stolt af alt det, vi allerede har opnået sammen.
Dansk Varmblod lavede et interview med Helle, da hun deltog ved UVM på Zangersheide med Casemiro.