Georgia Timmermann
Midt i en tid, hvor debatten om heste i sport ofte bliver meget sort-hvid, er der en anden historie, som fortjener at blive fortalt.
For hvad er det egentlig, ridesport kan?
Det spørgsmål fik et konkret svar sidste weekend på Cedergaard Sportsrideklub, hvor mere end 80 heste og ponyer deltog i VIP-stævnet på Cedergaard Ridecenter i Kolding.
Cedergaard havde skabt et stævne, hvor bredden blev løftet ind i rammer, man normalt forbinder med de store mesterskaber. Der var pyntet op, speak, præmieceremoni, vindermusik, dækkener, fyldt cafeteria og gode baner. Rytterne kunne mærke, at deres indsats var vigtig.
Der blev redet i LD-LA, og holdene konkurrerede på tværs af niveauer. Spændingen blev bygget op over to runder og en eventuel omspringning.
Et stævne, man faktisk kan betale sig til
Der er også en anden vigtig grund til, at Cedergaard-stævnet ramte noget særligt hos deltagerne. Det var et stævne, man som almindelig rytter kunne få til at hænge sammen økonomisk.
For mange ryttere og familier er det ikke kun startgebyret, der afgør, om man kan deltage. Når udgifter til overnatning, camping, strøm, transport, opstaldning og andet kommer oveni, kan en stævneweekend hurtigt blive en stor økonomisk beslutning.
VIP-stævnet var tænkt anderledes. Man kunne deltage uden nødvendigvis at skulle afsætte en hel weekend og betale for de mange følgeudgifter, der kan være forbundet med større stævner. Det gjorde det muligt for flere at være med – også dem, der ikke har økonomi eller mulighed for at rejse langt efter stævneoplevelsen.
Og måske er det netop noget af det, ridesporten har brug for: Stævner, hvor man ikke behøver være en del af toppen eller have et stort budget for at mærke følelsen af at være med i noget stort.
Anika Davidsen, stævneansvarlig for Cedergaaard Sportsrideklub udtaler:
– For hvis ridesporten også skal være en sport for børn, unge, voksne og familier på forskellige økonomiske niveauer, skal der være plads til stævner, hvor det er muligt at deltage uden, at økonomien bliver den største barriere.
Very Important Ponies
Noget af det fineste ved stævnet var måske netop det, der ikke kan måles på en resultatliste. Rytterne havde afleveret små speakersedler om deres heste og ponyer. Og pludselig blev dyrene bag rytterne synlige som individer med hver deres særheder, vaner og historier. En rytter kunne fortælle, at det sjoveste, hendes pony nogensinde havde gjort, var at spise hendes franske hotdog uden at hun opdagede det. En anden fortalte, at når ponyen fik hø, gik den hen til vandspanden, vaskede høet, spiste det og gik tilbage til høet og gentog det til høet var væk.
Holdene havde klædt sig ud; nogle kaldte sig VIP – Very Important Ponies. Andre havde glimmer på og kaldt sig Team Glitter. Der var grin og nervøsitet, hjertebanken, glæde og tårer.
Og først og fremmest var der holdånd.
Det er også ridesport
Ridesport handler ikke kun om en rytter, der sidder på en hest og springer over en forhindring. Det handler om relationen mellem menneske og hest. Om at lære et andet dyr at kende. Om at opdage, hvornår den er frisk, usikker, koncentreret eller har brug for en pause. Det handler om træning, ansvar, pasning, fællesskab og om at tage hensyn til et dyr, der ikke kan forklare med ord, hvordan det har det.
– Hesten kan ikke fortælle os med ord, om den synes, et springstævne er sjovt. Den kan heller ikke fortælle os, om den helst vil en tur i skoven, stå på fold med sine venner eller blive nusset i stalden, fortæller Christina Madsen, ejer af Cedergaard Sportsrideklub.
– Vi skal være dygtige nok til at læse hesten og kende dens signaler, fortæller Anika Davidsen, stævneansvarlig i Cedergaard Sportsrideklub.
Hun giver et konkret eksempel fra rideskolen:
– Vi har for eksempel en elevpony, som ikke vil stå på døgnfold. Efter fire timer på fold går den frem og tilbage foran indgangen. Så kommer den ind hver dag.
For Anika handler det netop om at lytte til det enkelte dyr og være villig til at tilpasse praksis:
– Vi skal udvikle vores træningsmetoder og vores forståelse af hestens behov – og turde ændre praksis, hvis ny viden viser os, at noget kan gøres bedre.
Fællesskab på tværs af generationer
Det er netop noget af det, der bliver tydeligt ved stævnet på Cedergaard. Her er plads til både de rutinerede ryttere og dem, der er i gang med at finde deres ben i sporten. Anika fortæller:
– Vi får lavet et sammenhold og trækker bredden med op og prøver at få rytterne med op ad i sporten. Sjældent at se et mesterskab i LD. Få dem godt i gang på en god måde og få lov til at prøve et mesterskab tidligt, hvor de kan lykkes i den højde. Vi har fx også bom på jord i vores showklasser og favner bredden.
Det fællesskab oplevede Kamilla og Robin Grauff også med deres niårige datter Lexie, som var med på hold ved VIP-stævnet. Det var første gang, Lexie skulle ride hold, og Kamilla fortæller, at hun hurtigt blev optaget af fællesskabet. Hun fulgte med, så de andre ride og gik op i holdets præstationer.
Med sig havde hun blandt andet Odin, som er 21 år og har været hos familien i et år. Og begejstringen for stævnet var tydelig.
–Det der mesterskab, far – det er lige mig, fortæller Lexie Robin, da deres hold blev vinder. Jeg havde håber at jeg vandt dækkenet, far, fortæller Lexie efter sejren til VIP for hold.
En partner gennem historien
Hesten har været tæt knyttet til mennesket i tusinder af år – som transportmiddel, arbejdsdyr og en del af menneskets historie. I dag er rollen en anden. For de fleste ryttere er hesten en fritids- og sportsmakker og et dyr, man knytter en stærk personlig relation til.
– Det er netop den relation, vi skal passe på. Vi skal kunne diskutere hestesport uden at gøre alle hesteoplevelser ens. Det er helt legitimt at diskutere, om alle former for ridning og konkurrence er hensigtsmæssige. Men debatten bliver fattigere, hvis al brug af heste i sport beskrives som én og samme ting, fortæller Christina.
Netop nu er verdens bedste ryttere samlet i Aachen, hvor der konkurreres på højeste niveau i flere discipliner. Men ridesporten rummer også eleven på rideskolen, familien på skovtur, motionsrytteren og barnet, der træner springning med sit hold. Forudsætningerne og oplevelserne er vidt forskellige.
Derfor bør spørgsmålet ikke alene være: Må mennesker dyrke sport med heste? Det mere interessante spørgsmål er: Hvordan dyrker vi ridesport på en måde, hvor hestens velfærd og trivsel er en forudsætning for sporten?
Cedergaard viste, at et stævne kan være meget mere end en konkurrence. Det kan være børn, der vokser med opgaven. Voksne, der mærker konkurrencenerverne. Forældre, trænere og venner, der hepper. Hold, der løfter hinanden. Glimmer, VIP-ponyer, glæde, tårer – og historier om franske hotdogs og vådt hø. Det kan være fællesskab.
– Ridesportens fremtid skal bygges på, at vi elsker hesten nok til at passe på den – og sporten nok til hele tiden at gøre den bedre for hesten, slutter Anika.
