Thomas Bach Jensen
Præcist som en af Europas mest eftertragtede dressurhingste, Sezuan-sønnen Secret, har også den nye staldkammerat på Celle, Zafferano, Blue Hors Zack som farfar. Zafferano har også en danskavlet Zack-søn som far, nemlig Zaladin MI, der er opdrættet af Steen Bo Larsen.
Den nu 12-årige svensk varmblodshingst Zafferano er uddannet af rytterne Philipp Ruwe og Mattias Jansson. Hingsten har deltaget i Nürnberger Burg Pokal, og har sidenhen opnået placeringer i Grand Prix dressur.
Sidste år deltog Zafferanos kårede søn Zucchero ved UVM i dressur for 5-års, og mon ikke den velgående søn har haft indflydelse på Zafferanos store popularitet i Svensk Varmblod, hvor han i 2024 blev den næst mest benyttede hingst (efter Skyline to Be).
Zafferanos morfar er den svenske hingst Bernstein, der er kendt for at bære fortyndingsgenet (dilute), der kan give pelsfarverne buckskin og palomino. Zafferanos mor er buckskin (brun med fortyndingsgen), og genet er gået videre til Zafferano, der altså er palomino (rød med fortyndingsgen).
Verbena Dressage, der ejer Zafferano og Zucchero, har indgået en lejeaftale med det tyske Landgestuet Celle, der i 2025 udbyder Zafferano i deres hingstekollektion.
I det netop udkomne magasin Ridehesten kan du læste om Blue Hors Zacks hingsteimperium.