Corrado I er død 33 år gammel

30-09-2018 13:52

Camilla Tiefensee Schrøder

Avl

En af holsteneravlens helt tunge drenge, Corrado I, lever ikke mere. Hingsten, som opnåede en alder lige så imponerende som sit avls-CV, blev aflivet, da den fik kolik

Copyright Ridehesten.com
Her ses den tyske springrytter Marco Kutscher ved OL i Hong Kong 2008 på Cornet Obolensky, som har Corrado I som farfar. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Den berømte avlshingst Corrado I e. Cor de la Bryere/Capitol I, som blev født i 1985 og kåret i holstenerforbundet i 1988, er nu afgået ved døden. Det oplyste Holstenerforbundet på deres hjemmeside fredag aften.
Hingsten fik i en alder af 33 år pludselig kolik, og det blev i den forbindelse besluttet, at den skulle aflives.
- Det ville være uansvarligt af os at begynde at operere på en hest i den alder, udtaler forbundets direktør Norbert Boley.

Den skimlede hingst er ofte beskrevet som meget karakterfuld, og som 30-årig var den stadig i fuld vigør, da den blev fremvist ved Holstenerforbundets gallashow i 2014.

Imponerende CV
Corrado er et særdeles velkendt navn i holsteneravlen og kan skrive flere top-springheste på sit CV som avlshingst. En af dem er hoppen Corradina, som blev redet af Carsten Otto Nagel og bl.a. var med på guldholdet ved WEG i Kentucky, deltog tre gange i EM og vandt adskillige Nations Cup-kvalifikationer, inden den blev pensioneret i 2014. En af Corrados succesfulde sønner er Clinton I med Masetto som morfar, som bl.a. har vundet Aachen Grand Prix og opnåede en fjerdeplads ved OL i Athen.
Corrado er desuden farfar til den berømte westfalerhingst Cornet Obolensky e. Clinton/Heartbreaker, som har haft kæmpestor succes i både avl og sport.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Allerede i sit første år som avlshingst bedækkede Corrado hoppen Valeska IV HSP, hvilket resulterede i Corofino I (opdr. Hobe Bernhard). I alt er 15 sønner efter Corrado I blevet kåret i holstenerforbundet. Også afkom efter Corrados døtre har haft stor succes, bl.a. kan nævnes hingstene Diarado. Quirado og Cachas, som har Corrado I til morfar.

Copyright Ridehesten.com
Den 11-årige holstener fra Lykkegaard Contador e. Cardenio/ Caretino, som blev redet af Martin Dinesen Neergaard ved Nations Cup på Falsterbo i sommers og nu er solgt til DM-vinderen Kasper H. Hansen, er tredje generation efter Corrado I på hingstsiden. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen
Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen