Dahl er gal på DRF

26-07-2009 07:11

Grethe Næsby

Dagen før DM i dressur fandt Anders Dahl ud af, at han skulle starte ved mesterskabet, hvis han vil i betragtning til en plads på EM-holdet

Anders Dahl er så frustreret over Dansk Ride Forbund, at han har bedt sin advokat se på, hvordan rideforbundet har meddelt udtagelseskravene. Den engelskbosiddende rytter er voldsomt frustreret over Dansk Ride Forbund. DM i dressur er i fuld gang i denne weekend, og Anders Dahl er ikke på startlisten. Dermed er han ude af betragtning til det hold, der skal til EM i august i England. Landstræneren har sat DM-deltagelse som et krav for at komme på holdet, men det krav havde Anders Dahl ikke hørt noget om - før dagen før DM begyndte - i torsdags. - Jeg har skriftligt spurgt efter udtagelseskrav for EM 2009, og for øvrigt også VM 2010, siden september 2008. - Og gentagne gange rykket for svar, skriver Anders Dahl bl.a. i en pressemeddelelse, - Det har været umuligt at få svar fra både formand Ulf Helgstrand og sportschef Jens-Erik Majlund. Pudsigt nok melder de så ud på dagen, hvor DM i dressur starter, hvor det er umuligt for mig, at nå at komme fra England til Danmark, skriver dressurrytteren. Anders Dahl var i betragtning til OL i Hong Kong sidste år, men kom ikke med på holdet, der bestod af prinsesse Nathalie zu Sayn Wittgenstein, Andreas Helgstrand og Anne van Olst. Trekløveret vandt bronze i holdkonkurrencen. Siden har Anders Dahl fået en ny hest, efter at han pensionerede sin tidligere tophest Afrikka, og på ryggen af Bukowski er han en af de ryttere, der bider Danmarks allerbedste i haserne. Rideforbundets sportschef kan imidlertid ikke genkende Anders Dahls billede af situationen. - Der er ingen af vores ryttere, der er eller kan være i tvivl om, at man skal ride DM for at komme i betragtning til holdet. Det har de alle fået at vide på en mail og mundtligt flere gange. Vi har nu fået et fire sider langt brev fra Anders' advokat, det har jeg svaret på, og det svar får han på mandag, siger Jens-Erik Majlund til Politiken. - Vi har lige nu et luksusproblem, fordi vi har flere ryttere, der bejler til holdet. Og det er altid hårdt for dem, der ligger i udkanten. Jeg tolker Anders' reaktion som frustration, og det skal man selvfølgelig have, når man er sportsmand og gerne vil med på holdet, siger sportschefen. Han ved endnu ikke, hvad det vil betyde for samarbejdsklimæt mellem rideforbund og rytter, at Anders Dahl har draget sin advokat ind i sagen, men forsikrer, at selv om tonen kan være »lidt anstrengt« et stykke tid, så vil det ikke få betydning for fremtidige udtagelser til træningssamlinger og landshold. Kilde: Politiken

Læs det spændende portræt af Anders Dahl i Ridehesten 07/09.

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen