Danmark nummer 4, 7 og 11 i OL-finalen

28-07-2021 13:47

Igen i dag har vi allieret hos med dressurdommer Susanne Baarup Christensen og med friske billeder af den internationale fotograf Dirk Caremans. Nu skal rytterne ride kür hvorefter de individuelle medaljer skal fordeles – følg med her

Copyright Ridehesten.com

Vi har allieret os med en sand dressurekspert, nemlig den femstjernede dressurdommer Susanne Baarup Christensen, der blandt mange store opgaver dømte ved OL 2016 i Rio. Vi vil i løbet af dagens kür også kunne opdatere med fremragende billeder fra konkurrencerne, taget af Dirk Caremans.

Du kan se hele klassen på Dr.dk, hvor berider Bjarne Nielsen er medkommentator.

SENESTE OPDATERING:

Kl. 13:57
Cathrine Dufour og Bohemian bliver nummer fire, Carina Cassøe Krüth og Heiline's Danciera bliver nummer syv og Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Zack bliver nummer 11 i en fantastisk OL-finale hvor de gav alt hvad de havde.

Kl. 13.59
Den 36-årige brite Charlotte Dujardin gav alt hvad hun havde på den lille 10-årige KWPN-vallak Gio e. Apache/ Tango. Med 88,54% slukkede hun medaljehåbet for Cathrine Dufour, men det ændrer ikke på at det formodentligt bliver en flot flot flot fjerdeplads til Dufour. Susanne Baarup kommenterer:

– Det er jo en utrolig charmerende lille hest og en fantasifuld kür de fik redet. Der var nok ikke mange som havde regnet med at de ville tage en medalje og det er de små detaljer som afgør det i dag.

Copyright Ridehesten.com
Charlotte Dujardin og Gio. Foto: Hippo Foto - Dirk Caremans

Kl. 13:39
Isabell Werth har været ude og sige at dette stævne skulle være den 17-årige hoppe Bella Roses sidste internationale stævne. De foregående dage har måske ikke været det bedste som Werth har redet, men i dagens kür viste Werth hvordan piaff skal udføres. I lighed med landsmanden Jessica, red Werth ned af den afsluttende midterlinjen med blot en hånd og allerede inden hun havde hilst af, smilede hun over hele hovedet. 89,65% har formodentlig sikret hende sølvmedaljen.

Kl. 13:32
På forhånd var forventningerne store til tyske Jessica Werndl von Bredow og trakehnerhoppen Dalera e. Easy Game/ Handryk, som i de to foregående klasser lagde sig klart i spidsen. Hun skuffede ikke i dag - tvært i mod. Delera dansede rundt på banen og op ad midterlinjen i passage til sidst, kunne Jessica ride med en hånd som om at det var det nemmeste i hele verden. Med 85,89% i teknisk og hele 97,57% for kunstneriskværdi, så blev det sammenlagt til 91,73%. Mon ikke guld eller sølvmedaljen er i hus? 

Susanne Baarup kommenterer:
– Det er jo harmoni på aller højeste niveau. Alt lykkedes for hende og det så legende let ud, når man rider så flot med diskrete hjælpere. Hun får vist alt det positive som hesten har, det er virkelig fantastisk. 

Copyright Ridehesten.com
Jessica Werndl og Dalera. Foto: Hippo Foto - Dirk Caremans

13:13
Kuldegysninger - Cathrine Dufour og den 11-årige vallak Bohemian e. Bordeaux/ Samarant dansede i en helt ny kür, som blev udført til perfektion! Med SVIMLENDE 87,50% ligger Dufour og Bohemian direkte ind på en foreløbig førsteplads. Nu bliver det spændende om der skal metal hjem til Danmark nu, det må tiden vise!

Susanne Baarup Christensen udtaler: 
– Jeg er helt rørt over Cathrine og Bohemian. De får vist en masse passage og piaff som de er gode til og formålet i en kür er jo at fremhæve hestens styrker. Der var en høj sværhedsgrad i programmet med galoppiruetter og ud i serier. Rigtig flot musik, som hun fulgte til punkt og prikke. Hvis jeg havde dømt havde jeg måske givet 10 for musik. Ja, vi sidder jo her med en klump i halsen og tårer i øjnene. 

Copyright Ridehesten.com
Cathrine Dufour og Bohemian. Foto: Hippo Foto - Dirk Caremans

Kl. 12:45
12 ud af 18 ryttere har nu redet kür og sidste rytter inden pausen var engelske Charlotte Fry med KWPN-hingsten Everdale e. Lord Leatherdale/ Negro. Trods lidt skønhedsfejl blev det belønnet med 80,61% og en foreløbig plads som nummer otte. Det betyder at Carina og Nanna er sikret at blive blandt de 12 bedste - wauw!

Kl. 12:15
Carina Cassøe Krüth og den 10-årige DV-hoppe Heiline's Danciera e. Fürstenball/De Niro (opdr. Stald Heiline) red deres fantastiske kür, som passer perfekt til "Danse". Carina satsede alle de steder hvor hun kunne og linjen med etterchangementer - toerchangementer og igen ettere lykkedes til fulde for ekvipagen. Det blev af dommerne belønnet med 83,32% som foreløbigt ligger hende ind som nummer to! Det blev til 78,28% i teknisk værdi og svimlende 88,37% i kunstnerisk. Susanne Baarup kommenterer:

– Det var det helt fantastisk, jeg sidder helt her med en klump i halsen. Et fantastisk flot disponeret program med en god koreografi og specielt musikken der understøtter hesten virkelig godt. Bort set fra nogle små fejl så lykkedes det jo for hende. Både Nanna og Carina har jo gjort det helt fantastisk.

Copyright Ridehesten.com
Carina Cassøe Krüth og Heiline's Danciera. Foto: Hippo Foto - Dirk Caremans

Kl. 11:35
Første afdeling ud af tre i denne kür er overstået og her ligger Nanna foreløbigt nummer tre. Efter at Nanna havde redet gik amerikanske Steffen Peters på banen med den 13-årige KWPN-vallak Suppenkasper e. Spielberg/ Krack C. Det gik lige akkurat uden om den danske ekvipage da de blev belønnet med 80,96%, men det var ikke længe at han fik lov til at holde føringen, da engelske Carl HesterEn Vogue e. Jazz/ Contango gik foran med 81,81%.

Copyright Ridehesten.com
Carl Hester på En Vogue. Foto: Hippo Foto - Dirk Caremans

Kl. 10:50

27-årige danske Nanna Skodborg Merrald og den 17-årige avlshingst Blue Hors Zack e. Rousseau/Jazz var allerede start nummer to i dagens kür, men sikke et program de to fik vist. Dommerne måtte op med det helt store karakterer og med 76,35% i teknisk og hele 85,42% i kunstneriskværdi blev det til samlet 80,89% for den danske ekvipage.

Susanne Baarup Christensen udtaler:

– Jamen jeg fik jo helt gåsehud. Det var godt nok flot og noget af det bedste jeg har set Zack gå med Nanna. Piaff-turen lykkedes helt i dag. Det kan man sige om selve deres kür-programmet er at det er utrolig flot symmetrisk opbygget med passagetravers og ud i travtravers til begge sider og det samme i galop hvor de rider fri galop, galoppiruette og ud i serier. Musikken passer perfekt til Zack, fordi den er fyldt med power så den understøtter en hingst med masse udstråling.

Copyright Ridehesten.com
Nanna Merrald og Blue Hors Zack. Foto: Hippo Foto - Dirk Caremans

Følg resultaterne HER.

Fakta
Fakta om Susanne Baarup Christensen
  • Ved siden af arbejdet som sportskoordinator i Dansk Ride Forbund, er Susanne international 5* dressurdommer og hun dømte bla. ved OL i Rio.
  • Hun er selv aktiv dressurrytter, og hun startede som national dressurdommer i 1977. I 2000 blev hun udnævnt til international dommer, og herfra er det bare gået opad.
  • Susanne har bl.a. dømt OL, EM, World Cup-finale og et hav af World Cup-kvalifikationer, internationale ungdomsmesterskaber og været President for Ground Jury ved verdensmesterskaberne for ungheste.
Copyright Ridehesten.com
Susanne Baarup Christensen kommenterer ridtene fra Tokyo. Foto: Ridehesten.com
Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen