Dansk auktionshest med succes i USA

23-12-2014 11:48

Amerikanske Dantia Benson besøgte i foråret Dansk Varmblods hingstekåring i Herning. Her købte hun den 3-årige hingst Gedevasegaards Diesel på auktionen, og sammen har de to vundet en række titler i USA

Dressurrytter Dantia Benson har skrevet et brev til Dansk Varmblod, hvori hun takker for den fornemme behandling og den fantastiske oplevelse hun fik, da hun besøgte hingstekåringen i Herning i marts måned i år. Hun takker også for den fantastiske hest, som hun fik med derfra.

På Dansk Varmblodsforårsauktion købte Dantia den ukårede hingst Gedevasegaards Diesel e. Tailormade Temptation/ Zardin Firfod (opdr. Stutteri Gedevasegaard v/Lise Steffensen), som hun fik kastreret og efterfølgende satte i tre måneders ridning hos Stald BM v/ Bjarne Mark og Janni Therman. Her sørgede Marie Witt Poulsen for hestens grunduddannelse, inden hun og Peter Jensen leverede hesten i Californien i juni måned.

- Jeg kan ikke takke Bjarne, Janni, Marie og Peter nok for alt deres hjælp og støtte. Da Marie og Peter leverede Diesel, blev de her i to uger for at lære mig mere om den ridestil, der passer til helt unge heste, og det har været en stor oplevelse og meget lærerigt for mig, fortæller Dantia.

- Marie hjalp mig også med en anden hest, mens hun var her. Det gik så godt, at vi meldte hende til stævne, hvor hun fik stævnets højeste scorer. Jeg håber, at hun får tid til at komme igen en dag. Hun har helt sikkert en stor fremtid som rytter og træner, siger Dantia.

Diesel og Dantia har deltaget i flere materialklasser for ungheste i Californien i efteråret, og det har været én lang succesrejse med vindertitler som "No. 1 Materiale Horse of the Year for 3-5yr olds", "No. 1 3yr colts and geldings", "No. 1 overall Materiale" og "No. 1 Danish 3yr Materiale", hvilket sammenlagt gav den danske hest sæsonpokalen "Sunshine Sporthorse Perpetual trophy" og indskrev den i USDF Hall of Fame.

- Diesel er en vidunderlig hest! Tak Danmark for sådan en dejlig og samarbejdsvillig hest, slutter Dantia Benson fra Californien.

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen