De udenlandske hingstekåringer står for døren

02-10-2020 15:42
Avl

Mens vi ser frem til den danske hingstekåring i marts måned kan vi følge med de i udenlandske, der traditionen tro starter med de tyske hingstekåringer i oktober og november, og derfor er der allerede fuld gang i forbesigtigelserne

Copyright Ridehesten.com
Unghingst efter Blue Hors Zack. Foto: Ernst.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Danskavlede hingste er i stigende grad blevet en eksportvare, og hvert år sælges kårede DV-hingste ud af landet. Samtidigt er de udenlandske hingstekåringer fortsat en kilde til blodfornyelse i den danske ridehesteavl og blandt de steder, hvor danske hingsteholdere indkøber nye hingste.

Derfor er Dansk Varmblods avlsledelse også til stede ved de fleste af disse hingstekåringer for at kunne rådgive ved hingsteindkøb, men det er der selvfølgelig en vis usikkerhed omkring i år, hvor mange af hingstekåringer pga. corona-pandemien vil blive afviklet uden live publikum men med mulighed for at følge hele kåringen via online streaming.

Det er fortsat de tyske og den hollandske hingstekåring, som danske hesteavlere har primær fokus på, og der starter sæsonen typisk i oktober med hingstekåringer i trakehnerforbundet og hannoveranerforbundet og fortsætter sidst på måneden med holstenerforbundet og sidst i november med oldenburgerforbundet og westfalerforbundet. I januar afvikles den sydtyske hingstekåring som regel, mens den hollandske KWPN-hingstekåringer hvert år afvikles omkring 1. februar.

De følges op af den største af dem alle, Dansk Varmblods hingstekåring, der hvert år afvikles i uge 10, og omkring samme tidspunkt er der hingstekåringer i både Belgisk og Svensk Varmblod, hvorefter de tyske sadelkåringer starter. Så der er nok at følge med i fra efterår til forår, hvis man interesserer sig for hingstekåringer i europæiske ridehesteavlsforbund.

 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Se de første kollektioner
Sæsonens første hingstekåring finder sted den 15.-17. oktober i Neumünster, hvor det tyske trakehnerforbund byder på en kollektion af 36 hingsteaspiranter, og heriblandt fire danskavlede; Barneystein e. Finckenstein/ Summertime (opdr. Tonny Bang), Habanero Selsø e. Ivanhoe/ Schwarzgold (opdr. Stutteri Selsø), Heatwave Selsø e. Schwarzgold/ Sixtus (opdr. Stutteri Selsø) samt Hallifax Lyng e. Schwarzgold/ Aston Martin (opdr. Anne Melsen Lyngbye).

Det tyske hannoveranerforbund følger efter med 76 hingsteaspiranter fremstillet i Verden i dagene 20.-24. oktober, hvor kollektionen er opdelt i 29 springhingste og 47 dressurhingste.

Hingstekåringen i holstenerforbundet finder i år sted den 29.-31. oktober i Neumünster, og forbesigtigelsen har fundet sted i september måned i Elmshorn, men kollektionen er endnu ikke online.

I oldenburgerforbundet starter forbesigtigelsen af springhingste (afdeling OS) den 6.-8. oktober og fortsætter med dressurheste (afdeling OL) den 9., 10. og 12. oktober i Vechta, hvor selve hingstekåringen afholdes den 19.-21. november.

Westfalerforbundets forbesigtigelse finder sted i dagene 12.-17. oktober i Münster-Handorf, mens selve hingstekåringen afvikles den 28.-29. november.

Den hollandske KWPN-hingstekåring finder normalt sted i Brabanthallerne i 's-Hertogenbosch, men er i 2021 pga. corona-pandemien flyttet til avlsforbundets hovedsæde i Ermelo, hvor de også afvikler bl.a. hingsteafprøvninger og i perioden 2016-2019 har afholdt UVM i dressur. Datoen for hingstekåringen er den 29. januar - 1. februar.

Copyright Ridehesten.com
Unghingst efter Zoom. Foto: Ernst.
Thomas Bach Jensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Thomas Bach Jensen