De unge ryttere sejrer i Tolbert

12-04-2024 10:33

I går blev det til to danske sejre til det internationale stævne i Tolbert, Holland. Senere i dag rider Daniel Bachmann Andersen og Kenneth Damgaard på banen i CDI3*

Copyright Ridehesten.com
Laura Qvist og Der Kleine Lord. Foto: Ridehesten.com/Juliemaja Søndergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

En større flok danske ryttere er i denne weekend taget til Holland for at deltage i det internationale dressurstævne i Tolbert. Daniel Bachmann Andersen og Kenneth Damgaard er til start i CDI3* og Anja Maria Moa i CDI2*, mens en flok unge ryttere er til start i hhv. pony-, junior-, ungrytter- og U25-klasserne. 

I går red de første danske ryttere på banen, og her lagde ponyrytterne godt fra land i holdkonkurrencen. Rikke Maria Schoubye Johansen og D'Artagnan 187 e.  FS Don't Worry/ Colano sørgede for den første danske sejr, da de red til en score på 72,571%. 

Copyright Ridehesten.com
Rikke Maria Schoubye Johansen her med Delray. Foto: Ridehesten.com/Juliemaja Søndergaard

I toppen af feltet fandt man også Laura Qvist og Der Kleine Lord e. Der Feine Lord AT/ Chantre B, der opnåede en tredjeplads med en score på 70,762%. Lige i hælene på Laura fulgte Ingeborg Elizabeth Schou og FS Calimero e. FS Dior De Luxe/ FS Challenger på fjerdepladsen med  70,095%. 

Placeret som nr. 5 i klassen var en anden ekvipage med et dansk islæt, nemlig dansk-svenske Angelina Brink og Ceramonte B e. Calido-G/ Cui Bona. Angelina er svensk statsborger, men er datter af den svenske dressurrytter og træner Jan Brink og danske Catharina Brink. Ponyen, Ceramonte B, har ligeledes en forbindelse til Danmark, idet Ceramonte i en årrække har været startet på dansk jord af først Josephine Gert Nielsen og siden Elia Pons Martinsen.

Angelina og Ceramonte B har dannet par siden efteråret 2023, og i går opnåede parret 70,000% i klassen, der også var deres internationale debut. 

Copyright Ridehesten.com
Angelina Brink og Ceramonte B. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Victoria Bang Zindorff og Del Classico e. D-Day AT/ Classic Dancer I sørgede også for en placering i top-ti i klassen, da hun red til 69,476% og dermed blev placeret som nr. 7. 

Hos ungrytterne blev det i går til endnu en dansk sejr. Frederikke Gram Jacobsen og RGS Finest Alegra e. Finest/ Ampére tog sikkert sejren i holdkonkurrencen med 72,618%, mens Margaretha Rosenkilde sammen med Tiger G e. Tuschinski/ Sir Donnerhall I indtog tredjepladsen med 69,471%. 

Også hos juniorerne blev det til to danske placeringer, da Cornelia Munch Sinding med Lord Hamilton e. Lord Loxley/ Don Primero og Theresa Rosenkilde med Blue Hors Zwobber e. Blue Hors  Zack/ Blue Hors Romanov (opdr. Blue Hors ApS) blev hhv. nr 6 og 7 i klassen. 

Copyright Ridehesten.com
Cornelia Munch Sinding og Lord Hamilton. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen

I U25-klassen Intermediare II blev Karoline Rohmann og Jakas Don Louvre e. Blue Hors Don Romantic/ Lauries Crusador XX (GB) den bedst placerede danske ekvipage med 69,363%. Det placerede dem på syvendeplads, mens Thea Bech og Dionisos e. Spielberg/ Sir Sinclair blev nr. 8 med 69,167%. 

Stævnet forsætter i dag, hvor blandt andet Kenneth Damgaard og Daniel Bachmann Andersen skal på banen i løbet af eftermiddagen. 

Se stævnets start- og resultatlister her. 

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner