Trine Askjær-Jørgensen
Årets DM i paradressur blev rundet af med kürklassen for grad V, hvor fem ekvipager var til start på Randbøl Dressage Academy her til eftermiddag. De havde ikke redet til vildt høje procenter i fredagens indledende klasse, men leverede flot i küren, hvor to ekvipager kom godt over 70%.
Bedst af dem blev Line Thorning Jørgensen, der har rig erfaring fra internationale mesterskaber såvel som DM i bagagen. Efter en operation indledte hun først i 2025 et nyt partnerskab med den tidligere kårede DV-hingst, 11-årige Suarez e. Sezuan/ Desperados, der er vallak nu.
Parret var også med til DM sidste år, og Line fortæller, at det har taget tid for dem at lære hinanden at kende. Det er stadig en proces, de er i gang med i forhold til, hvor meget opvarmning, og hvordan og hvorledes de skal forberede sig til stævnerne, men i dag fandt de for alvor melodien sammen, og hun havde en virkelig dejlig ridetur på ham i küren, hvor han var super afspændt og fokuseret og bevægede sig blødt og smidigt i øvelserne, kun med enkelte småting her og der. Det blev til flotte 73,292% og sammenlagt 141,07%, hvilket betød, at Line velfortjent kunne hænge guldmedaljen om halsen.
Hør hende fortælle meget mere i videoen her:
Sølvmedaljen gik til Frida Langer Brøggler, som med den mørkerøde vallak Gørklintgårds Salty Sea e. Gørklintgårds Santos/ Sir Donnerhall I (opdr. Jørgen Ravn) stod for det andet kürridt, der gik på den anden side af 70%, nemlig 72,042%, hvilket gav dem i alt 137,915%.
Værd at bemærke er det, at Gørklintgård i Holsted ved Jørgen Ravn stod bag to af hestene, der tog medaljer ved årets DM i paradressur. Bronzemedaljen gik nemlig til Tine Lykke Nielsen med den sortbrune hoppe Gørklintgårds Ladybug, der også er efter hans hjemmeavlede hingst Gørklintgårds Santos, men med Blue Hors Don Schufro til morfar. Parret red til 66,792%, hvilket gav dem i alt 131,713%.
Det samlede resultat DM i paradressur for grad V.
Stævnets start- og resultatlister.