Djurslands Rideklub iagttagelsesstævne for VM i dressur for ungheste

16-04-2010 08:17
Der er en travl arbejdsweekend i vente for medlemmerne i Djurslands Rideklub, da der skal være ”iagttagelsesstævne” for VM i dressur under Pinsestævnet
Copyright Ridehesten.com
Djurslands Rideklubs Pinsestævne vil være ”iagttagelsesstævne” for VM for ungheste i dressur. (Foto: Ridehesten.com)

Lørdag og søndag den 24. og 25. april er udnævnt til arbejdsweekend i Djurslands Rideklub. Der skal males, rives, fejes, ordnes hegn og pyntes op, så klubben tager sig ud fra sin allerbedste side til Pinsestævnet. I år bliver Pinsestævnet nemlig noget særligt. Stævnet er blevet udtaget som en af kvalifikationsrunderne for Dansk Ride Forbunds Championat for ungheste 2010 i såvel spring som dressur. Dressurfinalen afvikles indendørs ved World Cup stævnet i Odense den 27. – 29. august, og finalen i spring afvikles udendørs på Vilhelmsborg den 27. – 29. august. Desuden er stævnet også blevet udnævnt til ”iagttagelsessted”, så der vil være udtagelsesklasser til VM for 5 og 6 års dressurklasser. Nogle af klubbens medlemmer har dog fået fri fra arbejdet i et par timer i weekenden, for det er også den weekend, at landsholdsrytteren Michæl Aabo kigger forbi og underviser i springning. Hvis vejret er godt, vil undervisningen foregå udendørs, og alle er velkomne til at kigge forbi, hvis man vil kigge en dygtig springrytter lidt i kortene. Michæl Aabo har i mange år været fast inventar på det danske landshold ved bl.a. VM, EM, NM, DM samt World Cup.

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner