Dressurlandsholdet er finalist

21-12-2022 08:29

Annika Knudsen Lorentsen

Det danske dressurlandshold er udnævnt til at være den tredje og sidste finalist til titlen som Årets Sportsnavn 2022

Copyright Ridehesten.com
Fra venstre: Carina Cassøe Krüth, Cathrine Laudrup-Dufour, holdleder Anne Mette Binder, Nanna Skodborg Merrald og Daniel Bachmann Andersen. Foto: Ritzau Scanpix
Nyheden fortsætter efter annoncen

Tidligere har Danmarks Idrætsforbund offentliggjort, at Tour de France-vinder Jonas Vingegaard og badmintonspiller Viktor Axelsen, som i år vandt VM-guld, var blandt finalister til at modtage titlen som Årets Sportsnavn 2022. 

Nu er den tredje og sidste finalist fundet, og det er det danske dressurlandshold som er med i kampen om den eftertragtede titel. Det er de på baggrund af deres flotte præstation ved VM på hjemmebane, hvor de sikrede sig guldet. 

– VM i ridesport er en af de største sportsbegivenheder, der er blevet afholdt på dansk grund, og de danske dressurryttere leverede varen foran et fantastisk hjemmebanepublikum. Nanna Skodborg Merrald, Carina Cassøe Krüth, Daniel Bachmann Andersen og Cathrine Laudrup-Dufour skrev sportshistorie og vandt VM-guld til Danmark i holdkonkurrencen. Derfor er de fuldt fortjent blandt de tre finalister til titlen som 'Årets Sportsnavn 2022', siger Lars Krarup, der er formand for Team Danmark og med i dommerkomitéen til prisen.

Udover VM-guldet, så sikrede det danske dressurlandshold også en OL-billet til Paris 2024, og det vækker begejstring hos DIF’s formand, Hans Natorp:

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Det var en umådelig flot holdpræstation, det danske dressurlandshold leverede i august, og det var en kæmpe forløsning at se rytterne træde op på skamlen som verdensmestre – og så endda på dansk jord. Holdet var under et kæmpe pres lige til det sidste, men viste det mentale overskud, og derfor har de i allerhøjeste grad fortjent denne nominering til titlen som Årets Sportsnavn. Stort tillykke til de fire ryttere, men også til det store hold som står bag dem. Jeg glæder mig til at følge det danske dressurlandshold ved OL i Paris 2024, siger Hans Natorp, som udover at være formand for DIF også sidder i dommerkomitéen for Årets Sportsnavn 2022.

Det er de fire dressurryttere, som udgjorde landsholdet i Herning, der tager kampen op mod de to andre sportsstjerner i kampen om at vinde titlen som Årets Sportsnavn. Dressurlandsholdet er den tredje og sidste finalist. 

Årets Sportsnavn 2022 er vel nok den mest prestigefyldte pris at vinde af alle danske sportspriser. Og med god grund. I dommerkomitéen sidder bl.a. H.K.H. Kronprins Frederik, kulturministeren, Michael Laudrup og Camilla Martin. Og tidligere vindere er bl.a. Caroline Wozniacki, Mikkel Kessler, Pernille Blume og Tom Kristensen. 

Fakta
Om Årets Sportsnavn

Prisen som Årets Sportsnavn er blevet uddelt siden 1991 af DIF i partnerskab med Jyllands-Posten. Siden 2019 er prisen uddelt i et rent sportsligt partnerskab mellem DIF og Team Danmark.

DIF og Team Danmark udpeger i alt 15 nominerede til prisen som Årets Sportsnavn, hvorefter der sættes navn på tre finalister. Det er en dommerkomité, som afgør, hvem der skal være den endelige vinder af prisen som Årets Sportsnavn 2022.

Årets Sportsnavn 2022 kåres ved den store sportsgalla ’SPORT 2022’ i Herning lørdag den 7. januar 2023. Showet transmitteres direkte på DR1.

Udover æren følger der 75.000 kroner med prisen.

Kriterier for udvælgelse
Udvælgelsen af Årets Sportsnavn sker ud fra en helhedsvurdering af nedenstående kriterier, som er angivet i ikke-prioriteret rækkefølge. Vægtningen af de enkelte kriterier kan variere.

  • Global konkurrence: Hvor udbredt er sportsgrenen og disciplinen, og hvor mange af de store idrætsnationer satser på den?
  • Konkurrencen og medaljens karat: Et verdensmesterskab er typisk sværere at vinde end et europamesterskab. En konkurrence med deltagelse af resten af eliten er også sværere at vinde end en med mange afbud og skader.
  • Kontinuitet og forløb: Er der mange på hinanden følgende bemærkelsesværdige resultater? Eller er der gået mange års målrettet arbejde forud for en sejr, så præstationen virker mere fokuseret og mindre tilfældig end den pludselige sejr, som ingen havde regnet med?
  • Folkelighed: Udbredelsen af sporten i Danmark skaber større interesse og dermed et større pres. Samtidig er den interne, danske konkurrence hårdere.
Fold up
Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen