Erfaren rugehoppe adopterede moderløst føl (video)

08-06-2020 15:08
Avl

Det danske opdrætterpar, der driver Stutteri Tørvesletten, har I år fået fem føl på en klinik i Holland. Seneste føl mistede sin mor efter få timer, men nu er det lykkedes at finde en ammehoppe – en erfaren rugehoppe, der selv lige havde mistet sit føl

Copyright Ridehesten.com
Tørveslettens føl nr. 1 i år er efter Jameson RS2 og er det første af fem føl, der alle er hopper. Foto: Martine Meijer.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Stutteri Tørvesletten ved Pernille Laurberg Rugaard og Sten Otto Rugaard har i år fået fem føl, hvor deres elite- og guldmedaljehoppe Tørveslettens Stamina, som har gået international Grand Prix, er mor til de tre og mormor til to. De to, som Tørveslettens Stamina alias ”Stampe” er mormor til, er begge efter hoppen Tørveslettens Smiley, der er helsøster til den kårede hingst Tørveslettens Sylvester e. Sezuan/ Stedinger/ Carano.

Fædrene til de fem føl, der alle er hoppeføl, er tre sorte hollændere, nemlig Jameson RS2 e. Blue Hors Zack/ Negro, Le Formidable e. Bordeaux/ Ferro og Totilas e. Gribaldi/ Glendale. De fem føl er født hos Seldsum Stables & Equine Fertility i Holland, der drives af dyrlæge Esther Hovenga og familie, der tilbyder reproduktion med bl.a. metoderne ET (embryo transfer) og ICSI, og samtidig kan hopperne fole på klinikken.

– Vi har haft en fantastisk oplevelse med, at føllene er kommet til verden på klinikken i Holland, selv om corona-situationen samtidigt har gjort, at vi ikke har kunnet besøge dem. Både Steen og jeg har meget andet i hverdagen, så det har været et kæmpe plus for os ikke at skulle våge over højdrægtige hopper, og jeg ved, at jeg ville bebrejde mig selv, når noget går galt, som der jo altid er risiko for, og det gjorde det jo så også med det sidste føl, fortæller Pernille.

Copyright Ridehesten.com
Det nyfødte hoppeføl nr. 5 - mens alt var godt. Foto: Privat.

Det sidst ankomne føl i familien Rugaards hestebestand er efter hingsten Le Formidable og hoppen Tørveslettens Stamina. Rugemoderen Tørveslettens Silke, der er af eget opdræt på stutteriet i Smørum, nedkom i tirsdags med et velskabt hoppeføl og havde en nem foling og rettidig levering af efterbyrd. Alt forekom normalt.

Samme nat folede to andre hopper på klinikken, og der var derfor lejlighed til at tjekke Silke og det nyfødte føl et par ekstra gange, og ved sidste tjek fandt man Silke død i boksen med sit få timer gamle føl.

– Havde det været hjemme hos os selv, ville vi efter at have tjekket at alt fungerede have gået i seng, og havde jeg stået op til at finde hoppen død i boksen, ville jeg have bebrejdet mig selv for ikke at have været der, så jeg er virkelig glad for at have rugehopper og føl på en professionel klinik, fortæller Pernille.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Der var ikke andet at gøre end at give føllet mælk med sutteflaske, men det gav også nogle udfordringer med kolik, så situationen bød på flere nedture, mens en erfaren følhoppe blev hormonbehandlet for at starte mælkeproduktion med henblik på at kunne adoptere føllet.

I mellemtiden opstod der en anden kritisk situation på fødegangen, hvor rugehoppen Cancara mistede sit føl. Det var oplagt at forsøge at matche det moderløse føl med den hoppe, der netop havde mistet sit føl, og til alt held accepterede Cancara Pernille og Steens føl. Efter et døgns tid ville ingen have gættet, at det ikke var Cancaras eget føl, for hun passer så godt på det danskejede føl.

– Det er virkelig en meget følelsesladet affære, når to så ulykkelige situationer ender i sådan en lykkelig historie. Vi er Esther og hendes datter Anna så taknemmelige for alt, hvad de har gjort for at redde vores føl, fortæller Pernille, som jo også mistede hoppen Silke.

– Til ære for Silke har vi besluttet, at føllet at hedde noget, der vil minde os om Silke, og da vi har en tradition om at navngive føllene med faderens begyndelsesbogstav, så skal det være et navn, der begynder med L. Derfor har hun fået navnet La Soie, da Soie betyder silke på fransk, slutter Pernille.

Tørveslettens føl i 2020

  • Føl nr. 1: hoppeføl e. Jameson RS2 og Tørveslettens Stamina e. Stedinger/Carano
  • Føl nr. 2: hoppeføl e. Le Formidable og Tørveslettens Smiley e. Sezuan/Stedinger
  • Føl nr. 3: hoppeføl e. Le Formidable og Tørveslettens Stamina e. Stedinger/Carano
  • Føl nr. 4: hoppeføl e. Totilas og Tørveslettens Smiley e. Sezuan/Stedinger
  • Føl nr. 5: hoppeføl e. Le Formidable og Tørveslettens Stamina e. Stedinger/Carano

I efteråret har hun og Steen fået lavet tre ICSI’er på Stampe, som alle er nedfrosne på den hollandske klinik og nu lægges i rugehopper i håb om, at der næste år kommer tre føl, hvor to har hingsten Vitalis som far, og et er efter hingsten Dante Weltino, og altså alle med guldmedalje-, elite- og Grand Prix-hoppen Tørveslettens Stamina som mor.

Copyright Ridehesten.com
La Soie med sin nye mor Cancara. Foto: Privat.
Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen